Bilhandel
Søg

Sælg din bil gratis

lockIcon

Log ind

Opret bruger

downArrowWhiteSpace
Menu

Alt om opladning af elbil

Indholdsoversigt

Elbiler bliver fortsat mere og mere udbredte på de danske veje, og med den stigende interesse for at skifte brændstofbilen ud med en elbil, kommer også et behov for at forstå det praktiske og økonomiske ift. opladning af elbil.

I denne artikel gennemgår vi alt hvad du behøver at vide om opladning af elbil, herunder omkostninger, opladningsmetoder og tid.

Hvad koster det at oplade en elbil?

Omkostningerne ved at oplade en elbil varierer afhængigt af flere faktorer, herunder elprisen, bilens batterikapacitet og opladningsmetode. Generelt set er det billigere at oplade en elbil sammenlignet med at tanke en benzin- eller dieselbil.

  1. Hjemmeopladning: Hvis du oplader derhjemme, betaler du den normale elpris. Du kan regne ud hvad en opladning af din elbil koster, ved at gange elprisen med batterikapaciteten. Det vil sige, at hvis batterikapaciteten er 57 kwh og kWh-prisen er 0,90 kr., så koster det dig 51,3 kr. at oplade din elbil. 
  2. Offentlige ladestationer: Prisen kan variere betydeligt afhængigt af udbyderen og placeringen. Typisk koster det mellem 2,5 og 4 kr. pr. kWh.
  3. Abonnementstjenester: Nogle udbydere tilbyder abonnementer, hvor du betaler en fast månedlig pris for ubegrænset opladning til omkring 700-900 kr., og andre tilbyder abonnementer, hvor du betaler et mindre månedligt beløb for at kunne lade til en billigere kWh-pris.

Hvad koster en ladeboks?

Hvis ikke du har mulighed for udelukkende at oplade på offentlige ladestandere, skal du have installeret en ladeboks på din adresse. 

Pris for at købe en ladeboks:

En klassisk ladeboks kan typisk købes fra omkring 3.000 kr. Du skal dog være opmærksom på, at et ladekabel sjældent følger med i prisen, og kablet koster typisk 1.000-1.500 kr. Dertil kommer der også et gebyr for installationen, som koster 3.500-5.000 kr. afhængig af udbyderen. 

Pris for at leje en ladeboks:

Typisk 100-200 kr./ md. Hertil skal du også tilkøbe et ladekabel, og enkelte steder skal du betale for installation af ladeboksen.

Hvordan oplader man en elbil?

For at oplade en elbil, skal du have adgang til en ladeboks eller en ladestander, hvor du kan tilkoble ladekablet. Der er forskel på, om du lader din bil i hjemmet eller ude ved offentlige ladestandere. Derfor har vi lavet en guide for opladning af elbil i hjemmet og i opladning af elbil på offentlige ladestandere. 

Sådan oplader du en elbil i hjemmet

  1. Tænd ladeboksen.
  2. Forbind ladeboksen til din bil ved at stikke ende af ladekablet ind bilen opladningsport.
  3. Lys på ladeboksen indikerer, om opladningen er i gang. 
  4. Når opladningen er fuldført, kan du slukke ladeboksen for at stoppe opladningen. 
  5. Du kan derefter frakoble ladekablet fra bilen. 

Sådan oplader du en elbil på offentlige ladestandere

  1. Find en ladestander - det kan du evt. gøre på Google Maps. 
  2. Få adgang til ladestanderen ved at bruge en ladebrik, app eller medlemskort alt afhængig af udbyderen.
  3. Forbind opladningskablet fra ladestanderen til bilens opladningsport. Hvis der ikke er et kabel på ladestanderen, skal du bruge dit eget.
  4. Følg anvisningerne på ladestanderen eller i appen for at starte opladningen. Opladningen begynder typisk automatisk, når kablet er tilsluttet bilen. 
  5. Når du er færdig med at oplade, kan du afslutte opladningen på ladestanderen. 
  6. Til slut kan du frakoble ladekablet. Husk at tage dit kabel med, hvis du har brugt dit eget.

Hvor kan man oplade en elbil? 

Der bliver fortsat opsat ladestandere i Danmark og resten af Europa, og bare siden begyndelsen af 2023 er antallet af ladestandere næsten blevet fordoblet i Danmark. I dag er der mere end 21.000 offentligt tilgængelige ladestandere fordelt over hele landet. 

Du kan stort set oplade din elbil over det hele i Danmark. De fleste parkeringspladser, supermarkeder, arbejdspladser, hoteller og restauranter tilbyder i dag tilgængelige ladestandere. Men også langs motorveje og trafikknudepunkter er der opstillet ladestandere. 

Hvis du leder efter en ladestander nær dig, kan du bruge Google Maps til at finde den nærmeste ladestander ved blot at skrive ‘ladestander’ i søgefeltet.

Hvor lang tid tager det at oplade en elbil? 

Opladningstiden for at oplade en elbil kan variere meget alt afhængig af bilens batterikapacitet og hvor du oplader bilen. Jo større batterikapacitet bilen har, jo længere tid tager det at oplade batteriet i bilen. 

Ladeboks i hjemmet:

Med en almindelig ladeboks (11/22 kW) derhjemme kan en fuld opladning af din elbil tage mellem 4 og 12 timer.

Offentlige ladestandere:

Hvis du oplader din elbil på en bylader (11/22 kW) kan du oplade bilen fuldt på mellem 4 og 12 timer, hvis du oplader på en en hurtiglader (50 kW), kan du oplade elbilen på mellem 20 og 60 minutter. Hvis du oplader din elbil på en lynlader (150-300 kW), kan du oplade din elbil på mellem 10 og 20 minutter.

Har du læst denne artikel, fordi du overvejer at skifte din nuværende bil ud med en elbil? Se vores store udvalg af forhandlere, der sælger mere end 5.000 elbiler på Bilhandel.

Forfatter

Oliver Lindgaard Larsen

Digital marketing specialist

Jeg arbejder som digital marketing specialist hos Bilhandel, hvor jeg blandt andet 
skriver artikler om biler og om bilmarkedet generelt. Jeg har en stor interesse for
udviklingen på bilmarkedet, som jeg til dagligt beskæftiger sig med.

Hvis du har feedback eller spørgsmål, er du velkommen til at kontakte mig på mail: ol@pace.dk

Oprettet 07.08.2024, 10.16.31

Opdateret 03.12.2024, 08.26.14

Hurtige genveje

Bilhandel.dk

Cookieindstillinger

Brug for hjælp?

Bilhandel