Bilvurdering: Hvad skal din bil koste?

At fastsætte den rigtige pris for din bil kan være altafgørende for et godt og nemt salg. Vi guider til bilvurdering.

Efter du har besluttet dig for at sælge din bil, skal du hurtigt finde ud af, hvad din bil skal koste, før du kan sætte den til salg på nettet.

Mange bilejere kan godt være i tvivl om, hvad deres bil egentlig er værd - og man kan hurtigt blive skuffet, hvis ens bilvurdering ikke var lige så høj, som man egentlig havde håbet på.

Men det er altafgørende at vælge den rigtige pris, når du sætter den til salg. Hvis du sætter den for højt, skræmmer du potentielle købere væk - og hvis du sætter den for lavt, snyder du dig selv.

Men hvordan vælger man så lige den pris, der passer helt perfekt?

Pas på bilvurdering på internettet

I dag er det blevet meget lettere at få en idé om, hvad ens bil er værd, takket være de mange internetportaler.

Her på Bilhandel.dk kan du sammenligne din egen bil med andre brugte biler, der er til salg, og ud fra det få en idé om, hvor din bil ligger henne prismæssigt. Men pas på med at skrue forventningerne for højt op, for en bilvurdering handler ikke kun om antal kørte kilometer og årgang.

Der er mange andre faktorer, der gør sig gældende, når det kommer til værdien og dermed prisen på din bil: Både den generelle stand (kosmetisk såvel som mekanisk), markedsprisen og omsætningsprisen spiller ind.

Selv om to biler af det samme mærke har kørt det samme antal kilometer, kan der være stor forskel på bilernes stand. Her har vedligeholdelse meget at skulle have sagt. Har du løbende haft din bil på værksted og taget reparationerne i løbet og generelt vedligeholdt din bil? Hvis svaret er nej, så kan du forvente, at den er er mindre værd. Hvis svaret er ja, så er din bil måske i bedre stand og dermed mere værd end dem, du kan finde på nettet.

Desuden er det også et spørgsmål om udbud og efterspørgsel. Hvis der ikke findes så mange biler til salg derude, der minder om din egen i mærke og stand, så er der måske større efterspørgsel på den, og du kan regne med at få mere for den.

Men hvis der findes tusindvis af biler til salg præcis som din egen, så er den ikke lige så eftertragtet, og så falder den i værdi.

Fordi det kan være så svært at vurdere prisen på en bil, så er der mange private bilsælgere der lader sig lokke af forskellige hjemmesider, der giver mulighed for at få en bilvurdering ved blot at indtaste bilens registreringsnummer og ganske få andre oplysninger.

Men mange af hjemmesiderne har ikke helt rent i posen, og de tager (ofte skjulte) gebyrer for at give dig vurderingen, som du i mange tilfælde kan gøre bedre selv ved at sammenligne priserne på de biler, der er til salg på for eksempel Bilhandel.dk.

Du skal blot tage højde for disse tre ting, når du sammenligner med de andre biler derude:

  • Runde tal skræmmer Har du nogensinde undret dig over, hvorfor en mælk koster 9,99 kroner og ikke bare 10 kroner? Det er salgstrick - selvom der ikke er nogen reel økonomisk forskel, så læser vores hjerne kun det første tal, og derfor tror vi mælken koster 9 og ikke 10 kroner.

    Det samme gælder for biler. Hvis en bil for eksempel har rundet 100.000 kilometer, vil den automatisk miste værdi i forhold til hvis den havde kørt 96.000 kilometer, og du skal derfor altid sætte den til salg, inden den runde et stort tal.

    Det gør sig desuden også gældende for prisen. Hvis du vurderer, at den er 80.0000 kroner værd, så sæt den til salg for 79.0000. Det handler om kundeadfærd.
  • Vedligeholdelse Som nævnt er det vigtigt at kigge på vedligeholdelsen af din bil, og det har stor betydning for, hvor “ung” den fremstår. En bil af ældre dato kan sagtens fremstå som værende i meget bedre stand, end tilfældet er, hvis blot den er vedligeholdt rigtigt. Når du sælger bilen kan det være en god idé at investere i for eksempel en undervognsbehandling, en imprægnering og en lakforsegling, hvis du ikke har gjort dette i lang tid. Det kan skrælle mange år af din bils alder og eventuelt hjælpe dig med at få mere for den.

    Hvis du netop har købt en brugt bil, så er det også vigtigt at få gjort disse ting for at sikre, at den holder i mange år fremover. En undervognsbehandling skal vedligeholdes alt afhængigt af bilens stand og brug. En lakforsegling skal opfriskes cirka en gang om året, og det beskytter bilen mod maskinvask, stenslag og vejsalt.

    ... og så skal du selvfølgelig nu som fremadrettet sørge for at alle tjeks bliver overholdt.

    Hvordan du har vedligeholdt din bil i dagligdagen har også indflydelse på, hvor meget du kan få for din bil.

    Hvis du for eksempel har røget i din bil, vil værdien falde markant, ligesom kæledyr i bilen heller ikke gør noget godt for prisen. Har du ofte kørt den i vaskehallen i stedet for at vaske den selv, vil bilen højst sandsynligt også have ridser i lakken.

  • Efterspørgsel Sørg for at lave en grundig research af bilmarkedet, inden du sætter bilen til salg. Prisen handler nemlig også meget om timing. Hvis der lige er kommet en spritny og tunet udgave af din bil ud, så vil din bil automatisk falde i værdi. Så hvis du ved, at der er sådan en ny udgave på vej, så skynd dig at sætte din bil til salg inden da.

    Hvis der på et givent tidspunkt generelt er få biler til salg ligesom din egen, så gælder det om at slå til, for det er på sådan et tidspunkt, at du vil kunne få mest for din bil.

    Det kan være svært at finde ud af, hvornår det bedste tidspunkt for at sælge er. Det gælder om at kende markedet. Du kan derfor eventuelt forhøre dig hos din bilforhandler, som kender markedet og derfor kan svare dig på, hvornår du vil kunne regne med at få mest for din bil, hvis man tager hensyn til model, årgang og alder.

Bilvurdering hos privat eller forhandler?

Din bils pris afhænger også af, om du sælger til en privat eller en forhandler. Hos en forhandler kan du forvente en lavere salgspris, men du slipper til gengæld også for al bøvlet med papirarbejde, fremvisning og overlevering. Du får en realistisk og professionel bilvurdering af, hvad din bil egentlig er værd.

Det er helt normalt, at du får en lavere salgspris tilbudt, hvis du går til en forhandler.

Forhandleren skal kunne sælge bilen videre med et provenu, det er hans levevej, og samtidig skal han stå for eventuelle reparationer og give garanti på bilen til den nye ejer.

Alle de faktorer tager forhandleren med i sine overvejelser, når han skal vurdere, hvad han vil købe din bil for.

En privat køber, der selv skal benytte bilen, har slet ikke samme faktorer, der spiller ind på købsprisen, og du kan derfor forvente, at han kan give omkring 20-25 procent mere for bilen, end en forhandler vil kunne give.

Hent BilHandel app

Hent gratis app og du har din første annonce på få minutter.

App Store
Google Play