OBS""""""OBS"""""""OBS
Efter vores anmeldelse af Ford Capri har Ford meldt ud, at startprisen nu lyder på 299.999 kr., mens testbilen – med udstyr som i vores anmeldelse – nu har en pris fra 359.990 kr.
Ford stiller nu op med en ny elbil i den populære klasse af elektriske crossovers – og det med et legendarisk navn: Capri. Mange vil huske det originale navn fra 60’erne, hvor Capri var en stilfuld sportsvogn, ofte set kørt af mænd ned alt for stramme læderbukser og kørehandsker bag rattet. I dag er Capri dog noget helt andet, en rummelig elbil med fire døre og coupé-design, som i bund og grund er en søstermodel til den nye Ford Explorer og Volkswagen ID.5.
Personligt synes jeg, at Capri er en flot og vellykket elbil rent designmæssigt. Det er svært at se mange ligheder med originalen, men der er små detaljer – som f.eks. rattet med huller i metallet , der er et tilbageblik til den originale Capra til fortiden. Ellers ligner Capri en moderne elbil med lavere taglinje end Explorer. Bilen er bygget på Volkswagens MEB-platform, ligesom ID.4, ID.5, Skoda Enyaq og altså også Ford Explorer. Det giver god mening at kalde Capri for Explorerens coupé-version eller en pendant til VW ID.5 og Skoda Enyaq Coupé. Capri fås med tre forskellige drivlinjer, alle kendt fra VW-koncernens øvrige modeller. Indgangsmodellen har 170 hk, et 52 kWh batteri og en opgivet rækkevidde under 400 km, og starter ved under 320.000 kr. Jeg prøvede den kort sidste år og må ærligt sige, at den motor føltes alt for sløv. Testbilen i denne omgang var derimod den baghjulstrukne model med 286 hk og et 77 kWh batteri, som giver en opgivet rækkevidde på op til 627 km. Det er den model, jeg vil anbefale. Der findes også en topmodel med firehjulstræk og 340 hk fra et 79 kWh batteri – her starter priserne lige under 400.000 kr.
Testmodellen var en Premium-version, som starter ved ca. 365.000 kr. Den havde blandt andet B&O-lydanlæg, el-bagklap og sæder i kunstlæder, som faktisk føltes som ægte læder. Derudover var bilen udstyret med ekstraudstyr som AGR-massagesæder (3.990 kr.), panoramasoltag (9.499 kr.), førerassistentpakke (12.540 kr.) og mere. Alt i alt løb testbilen op i over 400.000 kr. – hvilket gør Capri til en relativt dyr elbil i sin klasse. Til gengæld var den lakeret i den opsigtsvækkende Vivid Yellow, som ikke blot er gratis ,men også klæder bilen virkelig godt.
|
Når man hopper ind i kabinen, bliver man desværre en smule skuffet. Materialekvaliteten er langt fra det, vi kender fra Mustang Mach-E, og det er tydeligt, at mange dele kommer direkte fra Volkswagens delelager. Der er meget hård plast, og de velkendte touch-knapper fra VW’s ID-modeller går igen. De er upræcise og distraherende at bruge under kørsel. Endnu værre er de knapper til sidespejlsjustering ved døren i testbilen virkede de stort set ikke. Et klar lyspunkt er dog den 14,6” lodrette infotainmentskærm, som er eksklusiv for Ford Explorer og Capri. Skærmen fungerer godt, selvom menuerne er lidt kedelige. Navigationen er let at bruge og kan også finde ladestationer. B&O-anlægget spiller flot, men ærligt talt kunne jeg sagtens nøjes med standardhøjttalerne i Capri. Sæderne var til gengæld et højdepunkt. AGR-sæderne tilbyder fremragende komfort, og massagefunktionen er et lækkert plus. På bagsædet er der masser af plads, og man får USB-C-opladning. Bagagerummet rummer 572 liter, og åbningen er stor nok til f.eks. en barnevogn.
Capri er en fornøjelse at køre – især med baghjulstræk. Jeg vil faktisk mene, at den er en af de sjoveste elbiler i sin klasse, sammen med Cupra Tavascan. Den føles mere sportslig end Explorer, og undervognen er en god blanding af fast og komfortabel. Man mærker tydeligt, at Ford har tilført lidt af deres klassiske køreglæde og DNA, selv om bilen teknisk set er bygget på VW-teknik. Den testede model havde en opgivet rækkevidde på 598 km, og jeg blev positivt overrasket. Ved normal kørsel nåede jeg næsten 570 km – tættere på det opgivne tal end de fleste elbiler. Ved blandet og motorvejskørsel endte jeg omkring 420 km, hvilket stadig er et flot resultat. Til gengæld lader Capri kun med 130 kW DC, hvilket er lidt sløvt sammenlignet med konkurrenterne. Capri er generelt nem at køre, men den er overraskende svær at parkere. Det skyldes både dårligt udsyn gennem bagruden og de brede C-stolper. Selvom der er bakkamera og selvparkeringsfunktion, føltes det stadig besværligt, især ved parallelparkering og ind i snævre båse. Bilen føles meget bred, men det mærkes ikke på samme måde inde i kabinen, hvilket kan snyde under manøvrering
Ford Capri er en sjov, komfortabel og stilfuld elbil, som bringer lidt sjæl og karakter til en ellers generisk klasse af VW-baserede elbiler. Designet er lækkert, køreoplevelsen er dynamisk og rækkevidden er tæt på det opgivne. Men kabinematerialerne skuffer, prisen løber hurtigt op, og parkeringsmanøvrer kan være frustrerende. Alligevel er Capri et frisk pust, og for dem der savner lidt "feel-good retro" er det ikke en dårlig elbil, langtfra. Capri kører fantastisk og er virkelig en af de sjoveste biler i sin klasse – helt klart et kig værd!
VIDEO ANMELDELSE
Forfatter
Christian Koed
Motorjournalist med en stor passion for biler i alle afskygninger
Mit arbejde spænder fra at anmelde de nyeste bilmodeller til at dykke ned i historier
og unikke fortællinger, der fortæller deres egen historie. Jeg elsker at teste nye biler
og dele mine erfaringer med fokus på for formidle min viden videre med artikler eller
video.
Brug for hjælp?