Bilhandel
Søg

Sælg din bil gratis

lockIcon

Log ind

Opret bruger

downArrowWhiteSpace
Menu

Anmeldelse af Ford Mustang Dark Horse 5,0 V8

Ford Mustang er beviset på, hvorfor vi stadig elsker benzinmotoren

Der var ikke et øjeblik, hvor smilet ikke bredte sig, hver gang jeg drejede nøglen og startede motoren. Bruuum! Lyden fra den otte-cylindrede 5-liters motor var en fryd, især på kolde morgener, hvor den karakteristiske koldstart bragte ekstra drama til oplevelsen. Jeg elskede virkelig den bil. Bilhandel fik til opgave at teste den nye Ford Mustang Dark Horse V8 for at se, om den kan bruges i hverdagen – og hvilken fornøjelse det var!

En ægte oplevelse lyden af en V8-motor

Ford præsenterede den nye Mustang for noget tid siden, men nu er den endelig kommet til Europa. Her har Ford gjort modellen mere europæisk-venlig, samtidig med at den introducerer den nye Dark Horse-variant. Dark Horse er en mere baneorienteret udgave af Mustang med V8-motor, og det er denne model, vi har haft fornøjelsen af at teste. Når man i dag nævner Mustang, tænker mange på den elektriske Mach-E, men denne gang har vi fat i den klassiske, rendyrkede udgave med forbrændingsmotor. Ford har tidligere lanceret specielle versioner som Shelby, Mach 1 og Bullitt, men Dark Horse er en helt ny variant. Med sin “Five-O” 5-liters V8-motor leverer Dark Horse 453 hk og 540 Nm. Motoren er en atmosfærisk perle, som suppleres af forbedret køling, justerbar undervogn og aktivt udstødningssystem, der sikrer en ekstra dramatisk lyd. For dem, der ønsker endnu mere sportslig præcision, kan man tilkøbe Recaro-sæder. Prisen er heller ikke dum.

For under en million danske kroner, kan man blive ejer af en Mustang med samme ottecylinder motor. Den starter fra 920.220 kr. og Dark Horse udgaven koster fra 1.215.392 kr. Det er ikke en dårlig pris, derudover findes den også i en Cabriolet-udgave fra 1.080.646 kr. Tidligere har man også kunne købe den med en firecylindret turbomotor, som også er tilfældet med den nye Mustang. Den vil dog ikke længere blive solgt i Europa da prisforskellen fra V8 og den ikke vil være den helt storeforskel.

Overraskende nem at køre 

Trods sit dramatiske udseende overrasker Mustang positivt, når man sætter sig bag rattet. Den er nem at køre, hvilket gør den langt mere brugervenlig end mange andre sportsvogne. Siddepositionen er højere og mere komfortabel sammenlignet med biler som Toyota Supra, hvilket giver bedre overblik og komfort. Sæderne er store og behagelige, hvad måske er en påmindelse om, at bilen er designet til det nordamerikanske marked. Mustang Dark Horse er en GT-bil (Grand Tourer) i ordets bedste forstand: Hurtig, komfortabel og velegnet til lange ture. Den eneste hage er det høje brændstofforbrug – 7 km/l ved pæn kørsel og endnu lavere, når man presser motoren. Testbilen var udstyret med en 10-trins automatgearkasse, som fungerede glimrende og gav mulighed for manuel styring af gearene. En 6-trins manuel gearkasse er dog stadig tilgængelig for dem, der ønsker en mere oldschool køreoplevelse. Mustang tilbyder flere køreprogrammer, inklusiv et Race-mode designet til banen. Her slås alle sikkerhedssystemer fra, men grundet vinterens kolde vejr og testbetingelserne fik vi ikke mulighed for at prøve dette program. Til gengæld imponerede Mustang på snoede landeveje, hvor den viste sin evne til at være både komfortabel og dynamisk. Trods den lange front og store dimensioner føles bilen let og adræt.

Kabinen er forbedret i forhold til tidligere generationer. Selvom der stadig er en del plastikmaterialer, opleves kvaliteten bedre. Kabinen domineres af to digitale skærme. En skærm bag rattet på 12,4" og en 13,4" touchskærm, som var intuitive og nemme at bruge. Mustang fastholder desuden fysiske knapper til essentielle funktioner, hvilket mange vil værdsætte. Bagsæderne er dog nærmest ubrugelige for børn, og bagagerummet på 381 liter er begrænset, men det er heller ikke det som den er bygget til at være en brugbar familiebil. Dog kan man sige at bagsæderne er der i en nødsituation. 

En Bil Man Bare Bliver Forelsket I 

Ford Mustang Dark Horse er en bil, der får hjertet til at banke hurtigere. Den kombinerer klassisk V8-magi, men er også en nem bil at køre i til hverdagen. Trods et højt brændstofforbrug og begrænsede bagsæder er det en bil, der vil appellere til dem, der sætter pris på den rå køreglæde og enestående lyd. I en tid, hvor elbiler dominerer, er det en fryd at opleve en ægte Sportsvogn som Mustang Dark Horse. 

Jeg ville dog nok ikke vælge Dark Horse-udgaven, men i stedet spare pengene og gå efter den mere civile V8-model fra under 1. mio. kr. Den leverer stort set samme oplevelse som Dark Horse, uden at man nødvendigvis har brug for de større bremser, den ekstra lyd fra udstødningen eller den skarpere undervogn – medmindre man planlægger at tilbringe meget tid på en racerbane. I så fald kan det være værd at vente på den ekstremt limiterede Mustang GTD. Hvis jeg skulle sammensætte min drømme-Mustang, ville det være en coupé med 10-trins automatgearkasse og en flot blå lakering. Og kan den bruges i hverdagen? Uden tvivl – og med masser af stil.

Specifikationer for Ford Mustang Dark Horse

  • Motor: 5.0L V8 Coyote
  • Ydelse: 453 hk
  • Moment: 566 Nm
  • Gearkasse: 6-trins manuel eller 10-trins automatgear
  • Tophastighed: 250 km/t (begrænset)
  • 0-100 km/t: ~4,5 sekunder (afhængig af gearkasse)
  • Drivlinje: Baghjulstræk
  • Affjedring: MagneRide semi-aktiv affjedring
  • Hjul: 19" alufælge i Dark Horse-design
  • Bremser: Brembo, 6-stemplede kalibre foran
  • Sikkerhed: Ford Co-Pilot360: adaptiv fartpilot, vejbaneskiftassistent, blindvinkelovervågning
  • Pris: Fra 1.215.392 DKK
  • Brændstoføkonomi: ~7 km/l

Video Anmeldelse:

Forfatter

Christian Koed

Motorjournalist med en stor passion for biler i alle afskygninger

Mit arbejde spænder fra at anmelde de nyeste bilmodeller til at dykke ned i historier 
og unikke fortællinger, der fortæller deres egen historie. Jeg elsker at teste nye biler
og dele mine erfaringer med fokus på for formidle min viden videre med artikler eller
video.

Skrevet af: Christian Koed den 12.01.2025

Hurtige genveje

Bilhandel.dk

Cookieindstillinger

Brug for hjælp?

Bilhandel