Anmeldelse af: SEAT IBIZA 1,0 TSI 115 DSG7

Den nye SEAT Ibiza viser hvorfor den klassiske minibenziner stadig har en plads

Det havde jeg ærlig talt ikke set komme. Men SEAT Ibiza er tilbage i en ny opdateret udgave til det danske marked – og det sker i en tid, hvor stort set alle konkurrenterne er på vej over til elbiler.

Den velkendte 1,0 TSI motor lever

Tiderne har ændret sig. Priserne på benzinbiler er stukket af, og markedet er blevet langt hårdere for biler som Ibiza. Derfor er denne opdatering heller ikke nogen revolution, men mere en finpudsning af en bil, som mange allerede kender. Designmæssigt er ændringerne meget minimale, men der er alligevel sket nok til, at bilen føles nyere. Forlygterne og baglygterne har fået et nyt design, mens kofangerne er justeret en smule for at give bilen et mere sporty udtryk. Det er stadig tydeligt en Ibiza, men den ser skarpere ud end før. Inde i kabinen er forbedringerne lidt tydeligere. Den centrale skærm er ny og har fået et infotainmentsystem, som er væsentligt lettere at navigere rundt i. Det er især vigtigt i dag, hvor mange bilproducenter stadig kæmper med alt for komplicerede menuer. Sæderne er også blevet opgraderet med nyt mønster og bedre støtte. Det lyder måske som en lille detalje, men det gør faktisk en forskel, når man sidder længere tid bag rattet. Sidst jeg kørte i en Ibiza var for omkring to år siden. Dengang var det den lille 1,0-liters motor uden turbo med omkring 80 hk  og den føltes ærligt talt ret sløv. Denne motor kan stadig købes også i den nye Ibiza.  Denne gang tester vi den stærkere udgave med den velkendte 1,0-liters turbobenzinmotor med 115 hk og syvtrins DSG-gearkasse. Motoren er langt fra ny. Den har siddet i et hav af modeller fra Volkswagen gennem de sidste mange år, men det er stadig en solid og velfungerende motor til denne type bil. SEAT oplyser et pænt forbrugstal på 20 km/l, men indtil videre har jeg haft svært ved at komme meget højere end omkring 15 km/l i praksis.

Kabinen er blevet mere komfortabel

Noget af det første jeg bemærkede da jeg satte mig ind i den nye Ibiza, var hvor meget mere støjsvag kabinen er blevet. Jeg ved ikke præcis hvad SEAT har ændret, men forskellen er tydelig. Vind- og vejstøj er bedre dæmpet, og generelt føles bilen mere raffineret end tidligere generationer. Selv lyden fra højtalerne overrasker positivt. Sæderne fortjener også ros. De har bedre sidestøtte end tidligere og holder dig bedre fast, når man kører lidt frisk gennem svingene. Bagagerummet er stadig fornuftigt for klassen med 355 liter og op til 822 liter plads når bagsæderne var lagt ned. Dog savnede jeg at armlænet have været længere. Det giver ikke helt den støtte, man kunne ønske sig på længere ture. Kvalitetsmæssigt er der dog stadig meget hård plastik i kabinen, og det mærker man tydeligt. SEAT har altid været det mere budgetvenlige alternativ til Volkswagen, og det skinner stadig igennem her. Samtidig føles affjedringen lidt hård og til tider småskitseagtig over ujævnheder. Og alt var heller ikke perfekt under testen. Bagklappen skulle ofte smækkes ret hårdt for at lukke ordentligt, hvilket gav lidt en gammel 00’er-bil-fornemmelse.  Touchskærmen var lille, men fungerede super og var nem at navigere og under var der stadig mange fysiske knapper som har været savnet i mange nye biler. Til sidst var der også kommet en trådløs telefonoplader. 

Underholdende bil

Det bedste ved Ibiza har altid været dens køreegenskaber  og det gælder stadig. Den er nem at manøvrere, let at parkere og generelt utrolig ukompliceret at leve med. DSG-gearkassen fungerer rigtig godt i hverdagen med sine syv trin at skifte i mellem, og bilen føles komfortabel i byen. Men skubber man gearvælgeren over i sport, kommer den mere legesyge side frem. Undervognen er faktisk ret fast sat op, og bilen har et overraskende godt greb gennem svingene. Det gør Ibiza mere underholdende end mange af konkurrenterne. Tidligere fandtes der også en kraftigere FR-model med 150 hk, men den er desværre ikke længere tilgængelig for det danske marked da den model ville være alt for dyr. For 10 år siden havde 115 hk i en lille hatchback som denne føltes hurtigt. I dag er virkeligheden bare anderledes. Elbiler har flyttet barren enormt meget, og derfor føles Ibiza ikke længere hurtig på samme måde. Den føles mere som en afslappende og behagelig bil frem for en lille “hot hatch”. Det betyder dog ikke, at den er dårlig. Tværtimod. Det her er stadig en rigtig god pendlerbil for dem, der ikke ønsker at skifte til elbil endnu. Samtidig har den stadig en charme, som mange moderne biler mangler. Klassen er dog blevet meget lille. Tilbage er blandt andet Suzuki Swift, Dacia Sandero og søsterbilen Volkswagen Polo

Den største udfordring er prisen

Bilens største problem er uden tvivl prisen. Den starter omkring 220.000 kr., mens testbilen her sniger sig helt op omkring 270.000 kr. Og det er mange penge for en lille benzinbil. Vælger du den mere sportslig FR-version koster den næsten 290.000 kr.! Når en Tesla Model 3 koster omtrent det samme, bliver Ibiza svær at forsvare rent økonomisk. Det er naturligvis ikke kun SEATs skyld. De danske afgifter på forbrændingsmotorer spiller en enorm rolle. Men det ændrer ikke på, at markedet har ændret sig markant. For få år siden kunne man få en topudstyret Ibiza til omkring 220.000 kr., mens basismodellerne kostede tættere på 150.000 kr. Den tid er desværre slut.

Skrevet af: Christian Koed den 29.06.2026