Suzuki Swift introducerede sig selv for første gang i 1984 og har 40 år senere stadigvæk en stærk tilstedeværelse på markedet. Det var dog først i 2004, at modellen for alvor slog igennem i Danmark og blev en ægte favorit blandt danskerne. For 2024 er en ny model blevet præsenteret, og selvom den ligner den gamle, er der tale om en helt ny bil. Eller er det?
Ved første øjekast kan man blive lidt forvirret, når man ser den nye Swift. Den ser noget anderledes ud end man ville forvente af en ny model, selvom dens form og bagende er meget genkendelige. Fronten har dog fået et mere muskuløst og næsten aggressivt udseende, hvilket kan vække delte meninger blandt tidligere Swift-ejere. Indeni bilen får man en lignende oplevelse – noget er nyt, men meget er også genkendeligt fra den tidligere model, såsom rattet.
Den bedst kørende Swift til dato, basta!
Swift er udstyret med en femtrins manuel gearkasse, men der er også mulighed for at tilkøbe en CVT-gearkasse. Gearskiftene er lette og behagelige, og tro mod Swift-følelsen føles bilen stadig sportslig at køre i, hvilket også skyldes den nye motor. Selvom specifikationerne ligner den tidligere motor – en trecylindret 1,2 liters benzinmotor med 83 hk – er der en mærkbar forbedring. Den vibrerer mindre og føles virkelig kvik for en trecylindret motor uden turbo, hvilket ellers er standard hos konkurrenterne.
Bagpå bilen finder man et blåt skilt, der indikerer, at det er en hybrid. Det er dog kun en mild-hybrid teknologi, der benytter en 12V mild-hybrid med en integreret startergenerator (2,3 kW). Dette system yder 60 Nm og gør det muligt for Swift at køre på ren elektricitet i kortere perioder. Dog fandt jeg det vanskeligt at køre på strøm alene, men Swift er heller ikke en fuldblods hybrid. Swift er også økonomisk. Snildt kan den køre over 20 km/l.
Den nye Swift er uden tvivl den mest støjsvage model til dato. Man kan roligt køre 110 km/t på motorvejen og stadig holde en lav samtale med sine passagerer. På de mere snoede veje viser Swift virkelig sin styrke, da dens lave vægt på cirka 1.300 kg og lette gearskift gør den sjov at køre i. I en tid med elbiler er det en fornøjelse at køre en lille bil med manuelle gearskift og en hastighed, der holder sig inden for lovens rammer. Sæderne er også komfortable med ekstra støtte, hvilket giver følelsen af at sidde i en Swift Sport-model. Den nye Swift kan næsten måle sig med de gamle Swift Sport-modeller, som dengang havde en 1,6 liters sugemotor.
Kabinen: En blanding af nyt og gammelt
Når man træder ind i kabinen, føler man sig hurtigt hjemme, hvis man tidligere har kørt en Swift. Meget ser ens ud, men den nye 9” touchskærm er en tilføjelse, der fungerer fint. Standardudstyret inkluderer et navigationssystem, som dog ikke er så intuitivt som moderne systemer som Google Maps. Suzukis navigationssystem kræver, at man går igennem flere trin for at finde en adresse, hvilket kan virke besværligt. Heldigvis understøtter systemet også Android Auto. Lyden fra højttalerne var overraskende god, og bakkameraet er også standardudstyr.
Billede af Suzuki Danmark
Swift kører ikke helt i mål
I Danmark kommer Swift i tre udstyrsvarianter: Upgrade, Advance og Desire, som testbilen var udstyret med. Der er ikke meget ekstraudstyr på Swift, bortset fra sorte 16” alufælge, klimaanlæg, læderrat og sædevarme. Prisen starter ved 169.990 kr. for den billigste model (Upgrade) og går op til 224.990 kr. for topmodellen med automatgear (199.900 kr. uden automatgear). Testbilen havde metallak til 6.000 kr., hvilket bringer prisen op på 205.990 kr. – en del penge for en Swift. Man kan diskutere, at småbiler generelt er blevet dyrere, men det kan blive svært for Swift at konkurrere, når man kan få en Renault Clio til næsten samme pris med en turbo-motor, der føles som en anden bil.
Når man lukker døren på Swift, kræver det lidt ekstra skub for at lukke helt, og kabinen er præget af meget plastik. Det giver brugeren følelsen af en bil som ikke er helt i mål og det er en skam.
På trods af forbedringerne er der også ulemper. Den relativt høje pris for en lille bil som Swift kan gøre det svært at konkurrere med andre modeller i samme prisklasse, især når der er alternativer med mere avancerede motorer og bedre kabinekvalitet.
Alt i alt er den nye Swift en solid opdatering af en elsket model, der tilbyder en fremragende køreoplevelse og moderne teknologi, men den skal kæmpe hårdt for at retfærdiggøre sin pris i et konkurrencepræget marked. Kommer man dog fra den gamle Swift, så bliver man positivt overrasket over den nye Swift.
Video anmeldelse af Swift
Specifikationer fra Suzuki Danmark:
Priser pr. juni 2024 inkl. levering, men ekskl. evt. metallak (6.000 kr.) eller 2-farvet lakering (10.000 kr.). Motor og præstationer
|
Dimensioner og vægte
|
Forfatter
Christian Koed
Motorjournalist med en stor passion for biler i alle afskygninger
Mit arbejde spænder fra at anmelde de nyeste bilmodeller til at dykke ned i historier
og unikke fortællinger, der fortæller deres egen historie. Jeg elsker at teste nye biler
og dele mine erfaringer med fokus på for formidle min viden videre med artikler eller
video.
Brug for hjælp?