Bilhandel er taget den lange tur til Stockholm for at se nærmere på et bilmærke, der endnu ikke findes i Danmark! Vi har tidligere testkørt det svensk-kinesiske bilmærke Lynk & CO og alle deres europæiske modeller. Dog har det været meget kort, hvor vi denne gang kunne opleve deres fuldt elektriske model i en uge. Vi har testet den kompakte 02 elbil!
02 er en elbil bygget og udviklet for det europæiske marked. Designet er meget skandinavisk, og minimalistisk er et tema, der går igen med bilen. Lynk & CO er et produkt fra kinesiske GEELY, der også står bag de nye VOLVO’er, Polestar og ZEEKR. Ikke overraskende er denne 02 også bygget på samme platform som ZEEKR X og VOLVO EX30. Testbilen er også udstyret med et 66 kWh batteri og en ydelse på 272 hk med en opgivet rækkevidde op til 445 km. I forhold til de andre modeller, så er 02 den mest rummelige i kabinen. Den tilbyder mest plads af de tre, hvor Volvo er den, der tilbyder mindst. Bagagerummet er også en smule større med sine 415 liter, hvilket stadig ikke er særlig meget. Designet er virkelig vellykket, og personligt finder jeg det meget anderledes end mange andre elbiler i dette segment. Designerne har været inspireret af flyvemaskiner både ude og inde i kabinen. I forhold til EX30 eller ZEEKR X minder 02’s profil mere om en coupé end en firkantet crossover som de andre søskende.
I kabinen er den udstyret med et 15,4” touchskærm, der også er tilgængelig hos de to andre søskendebiler. Dog er de ikke ens, hvor i 02 skal man finde justeringen af temperaturreguleringen i en menu, hvilket er virkelig frustrerende hver gang. Dog kan man via sin Lynk & CO-profil hente forskellige apps, og endnu smartere er, at den husker ens siddeposition, hvis man sætter sig i en anden model og logger ind på sin profil – se, det er smart! Anlægget i testbilen var fra Harman/Kardon og spillede virkelig godt. Generelt var kabinen godt indrettet, og materialerne føltes solidt bygget, især i forhold til EX30. Dog er ZEEKR X stadig den, som føles mest premium. For de bagerste passagerer sad man også godt, og som voksen kunne de sagtens være der. Nuvel var det ikke som at sidde i en Skoda Enyaq, men for sin størrelse var det godkendt. Den mest interessante feature, bilen var udstyret med, var en feature, jeg aldrig havde set i en anden bil før. Ved siden af rattet sad der et stykke stof, man kunne hive i. Gjorde man det, kunne man gøre sin bil tilgængelig for at leje til andre. Altså gøre sin bil til et kørende Airbnb. Idéen er, at du kan leje bilen ud i et par timer eller dage, hvor andre gennem app’en kan booke bilen. Det virkede dog ikke i testbilen, da det var en pressebil...
02’s kørsel er bedst beskrevet med Polestar-DNA. Hvad betyder det? Jo, har man kørt Polestar 2, får føreren samme sportslige fornemmelse. 02 er baghjulstrukket, og med sine 272 hk er den ret sjov at køre på de snoede veje. EX30 og ZEEKR X tilbydes i udgaver med 425 hk og AWD. Dette er dog ikke muligt i 02, selvom man heller ikke behøver mere end 272 hk. Sæderne støtter godt, og man sidder ret komfortabelt. Undervognen er dog lidt for hård efter min mening. Den er ikke direkte ubehagelig, men det er, som om den ikke passer med så hård undervogn, men er mere en bil, man forventer er blød. Støjniveauet i kabinen var lav og bedre end det EX30 tilbyder. Dog fandt jeg fartpiloten irriterende at aktivere hver gang og var ikke særlig intuitiv. Og så at der ikke er fysiske knapper til at justere temperaturen var et kæmpe minus, for hver gang skulle man trykke sig ind på en undermenu for at justere temperaturen. Især hvis man kører med navigationen tændt, kan man ikke længere se, hvor man skal hen, før man lukker menuen - hvorfor Lynk & CO? Det er også en af de få ting, jeg virkelig ikke var fan af. Okay, rækkevidden var heller ikke den bedste. Den er opgivet til 445 km, og jeg opnåede faktisk omkring 420 km, hvilket er ret tæt på det opgivne. Selvom jeg mener, at 445 km er ringe for en så ny elbil, må jeg også skrive, at jeg tror, det er muligt at komme meget tæt på det opgivne, hvilket er sjældent for en elbil. Under testen kunne jeg ikke oplade mere end 97 kW DC. 02 er nemlig opgivet til 150 kW DC, og den sidste dag fik jeg den op til 137 kW DC. Hvorfor den drillede de første par gange, jeg opladede, ved jeg ikke, men 137 kW var det bedste, jeg opnåede under min test.
2 er en fin elbil, som ikke er perfekt. Ser vi bort fra dens fartpilot og manglende mulighed for at justere temperaturen, så er dens største hage rækkevidden, for 445 km er bare ikke meget for en elbil i dag. Vi forventer mere af en biltype som 02. En elbil, der kan køre langt, fordi man har lyst til at køre langt i 02. Den kører komfortabelt og kan være sjov at køre i. Desværre kan man ikke købe modellen i Danmark endnu, selvom Lynk & CO har hintet et par gange, at Danmark er et af de lande, de kigger nærmere på. Prisen i Sverige for 02 er 429.995 svenske kroner, hvilket omregnet er 280.000 danske kroner. Allerede er der faktisk kommet et par parallelimporterede udgaver af 02 til Danmark, hvor prisen er lige under 300.000 kr., og det er her, jeg tror, at 02 vil være stærk på det danske marked. For det første ser den virkelig smart ud i sit design, for det andet kører den godt, og så tror jeg, at den vil kunne købes i Danmark billigere end Volvo EX30, hvor den tilbyder mere bil for pengene end netop den.
Brug for hjælp?