AUDI Q7 2026

kæmpe AUDI PÅ BRÆNDSTOF PRÆSENTERET!
Audi har løftet sløret for tredje generation af Q7, der skal kæmpe mod den kommende BMW X5 og den nuværende MERCEDES-Benz GLE
Diesel lever videre
Mens mange konkurrenter bevæger sig mod ren eldrift, holder Audi fast i dieselmotoren. Ved introduktionen kommer Q7 med en 3,0-liters V6 TDI, der yder enten 250 hk eller 299 hk og 630 Nm. Motoren assisteres af Audis nye MHEV plus-system, hvor en elektrisk kompressor hjælper ved lave omdrejninger, mens en drivlinjegenerator kan bidrage med ekstra kraft. Af kræfter brude der være nok af med det enorme moment. Overraskende fås den kun med dieselmotor i Europa. Audi har længe været blandt de mest innovative producenter inden for lys, og Q7 tager endnu et skridt. De digitale Matrix LED-forlygter kan projicere advarsler direkte på vejen foran bilen. Eksempelvis kan et iskrystalsymbol advare om glat føre, mens fodgængere fremhæves i mørke. Mest spektakulært er dog de nye blinklys, som projicerer blinksignalet ned på asfalten ved siden af bilen. Ideen er at gøre bilens intentioner tydeligere for andre trafikanter.

En kæmpe stue på hjul
Den nye Q7 bygger videre på opskriften, der har gjort modellen populær siden 2005 med masser af plads, høj komfort og firehjulstræk som standard. Kabinen fremstår mere eksklusiv end nogensinde. Kunderne kan vælge mellem fem, seks eller syv sæder, og for første gang tilbyder Audi to individuelle kaptajnstole på anden sæderække. Det giver en mere luksuriøs oplevelse for passagererne. Pladsen fejler dog intet. Med op til 806 liters bagagerum i femsædersudgaven og over 2.000 liter med sæderne lagt ned, er Q7 fortsat blandt klassens mest rummelige biler. Det nye Bang & Olufsen lydanlæg leverer op til 1.360 watt gennem 22 højttalere og introducerer såkaldt 4D-lyd. Her arbejder sædeaktuatorer sammen med højttalerne, så passagererne ikke kun hører bassen, men de mærker den også fysisk gennem sæderne.
Kommer til Danmark i år
Den nye Q7 kommer standard med stålfjedre, men kunderne kan tilvælge to forskellige luftaffjedringer. Den første er en adaptiv løsning med elektronisk styrede støddæmpere, mens den sportslige topversion sænker bilen med 30 mm og giver en fastere undervogn for skarpere køreegenskaber. Begge systemer kombineres med firehjulsstyring, som gør bilen mere manøvredygtig ved lave hastigheder ved at reducere vende radiusen, samtidig med at stabiliteten forbedres ved motorvejskørsel. Den nye Q7 kommer til Danmark med den helt store dieselmotor. Dog har Audi ikke udmeldt noget omkring de danske priser endnu, men Q7 er klar hos de danske forhandler slutningen af året.

Skrevet af: Christian Koed den 09.06.2026