Audi Q9

Audi Q9 er mærkets største SUV nogensinde – nyt luksusflagskib får V8-motor og håndfri kørsel

Audi udvider modelprogrammet med en helt ny topmodel. Den nye Audi Q9 bliver mærkets største SUV nogensinde og introducerer samtidig en række teknologier, som ikke tidligere har været set i en Audi. Blandt højdepunkterne er automatiske døre, tredje generation af digitale OLED-baglygter, et gigantisk panoramaglastag og mulighed for håndfri kørsel på udvalgte motorveje.

Luksuskabine med plads til syv

Audi har lagt stor vægt på komforten i kabinen. Som standard leveres Q9 med syv sæder, men den kan også bestilles som en sekspersoners udgave med individuelle kaptajnsstole på anden række, inspireret af business class. Alle sæder på anden række kan få varme, mens forsæderne kan udstyres med både ventilation og massage. Samtidig er alle tre sæder på anden række kompatible med barnesæder.

Automatiske døre og kæmpe glastag

For første gang introducerer Audi automatiske døre. Sensorer registrerer forhindringer omkring bilen og stopper automatisk døren, hvis noget er i vejen. En soft-close-funktion sørger samtidig for en blød lukning, og dørene kan også betjenes via myAudi-appen. Q9 får desuden det største panoramaglastag, Audi nogensinde har monteret. Glasfladen er på over 1,5 kvadratmeter og kan både åbnes og vippes. Som ekstraudstyr kan taget leveres med elektronisk justerbar gennemsigtighed og integreret ambientebelysning. Den nye Q9 bliver den første Audi med mærkets nye Adaptive Driving Assistant Plus, som på godkendte motorvejsstrækninger i blandt andet Tyskland, USA og Canada giver mulighed for håndfri kørsel ved hastigheder op til 130 km/t. Systemet overtager styring, acceleration og opbremsning, men er fortsat klassificeret som SAE Level 2. Det betyder, at føreren hele tiden skal være opmærksom og være klar til at overtage kontrollen.Audi introducerer samtidig tredje generation af digitale OLED-baglygter. De anvender buede glaspaneler, som gør det muligt at integrere lysdesignet endnu bedre i bilens linjer. En anden nyhed er projicerede blinklys, hvor et blinksignal vises på vejbanen i mørke for at gøre bilen mere synlig for andre trafikanter. Foran anvendes Digital Matrix LED-forlygter med micro-LED-teknologi, som giver længere rækkevidde og mere præcis lysfordeling.

Ny topmodel over Q7 med dieselmotor for danskerne 

Med Q9 tager Audi kampen op mod store luksus-SUV'er som BMW X7 og Mercedes-Benz GLS. Med en længde på 5,31 meter, en bredde på 2,21 meter og en akselafstand på hele 3,14 meter er Q9 den største personbil, Audi nogensinde har produceret. Designet er præget af en høj og markant front med den velkendte Singleframe-grill, mens bilen kan udstyres med fælge på op til 23". Modellen tilbydes i udstyrsniveauerne Advanced og S line, hvor sidstnævnte har et mere sportsligt design. En SQ9 er også tilgængelig  Ved introduktionen bliver Audi Q9 udstyret med en 3,0-liters V6-dieselmotor med MHEV Plus-teknologi. Motoren yder 299 hk og 630 Nm og kombineres med en otte-trins tiptronic-gearkasse og permanent quattro-firehjulstræk. Vælger du SQ9 findes den med en 4,0 liters V8 benzinturbo med 600 hk ! 

Lanceringen 

Audi Q9 produceres på fabrikken i Bratislava. Den danske lancering er planlagt til slutningen af sommeren 2026, men Audi har endnu ikke offentliggjort danske priser, udstyrsniveauer eller det endelige modelprogram.

Skrevet af: Christian Koed den 29.07.2026