Historien om BYD’s topmodel, HAN, starter tilbage til 2022, hvor den blev lanceret sammen med SUV’en BYD TANG og den kompakte BYD ATTO 3. Desværre blev HAN aldrig en stor succes på det danske marked, primært på grund af en høj indstigningspris, som gjorde den svær at konkurrere med andre elbiler. Men nu er HAN blevet opgraderet med et facelift og et større batteri, og vi kan kun håbe på, at BYD vil forsøge at relancere den i Danmark – denne gang til en mere konkurrencedygtig pris!
HAN er en stor luksus elbil, der skal tage kampen op mod biler som Mercedes-EQ EQS, Tesla Model S og XPENG P7. Selvom designet ikke har ændret sig markant siden den første version, var HAN allerede dengang en smuk og elegant bil. Desværre blev den oprindelige version hæmmet af en startpris på omkring 600.000 kr. – en pris, der gjorde det svært for den at vinde indpas i Danmark. Desuden var opladningshastigheden ikke på niveau med konkurrencen, hvilket også trak ned i salgsbarometeret. Alt dette ser dog ud til at være forbedret med den nye version.
En af de mest markante opgraderinger er HAN’s nye 800V ladearkitektur, som er dobbelt så stor som den tidligere model, der kun kunne lade med 400V. Dette betyder, at den nye HAN kan oplade markant hurtigere – ifølge BYD kan man få en rækkevidde på 160 km ved blot 10 minutters opladning fra nul procent. Selvom de europæiske specifikationer endnu ikke er offentliggjort, tyder det på, at bilen kan nå en imponerende rækkevidde på op til 700 km ifølge den kinesiske CLTC-målemetode.
I Kina fås HAN med to motorvarianter: en enkeltmotor med enten 225 hk eller 241 hk. Skulle den komme til Europa, vil det formentlig være med samme 108,8 kWh batteri som BYD TANG, hvilket vil give en effekt på 517 hk og en rækkevidde på omkring 530 km efter WLTP-standarden.
I andre lande kan man også få HAN som en plug-in hybrid (PHEV) under navnet BYD HAN D-Mi. Denne version er udstyret med en 1,5-liters turbomotor kombineret med en elmotor, der samlet yder 422 hk. Den har en elektrisk rækkevidde på op til 125 km og en samlet rækkevidde på over 1.200 km, når benzin og elektricitet kombineres. Desværre sælger BYD ikke deres plug-in hybrider i Europa, hvilket er en skam, da denne version kunne have været et interessant alternativ for mange europæiske bilister.
Indvendigt imponerer HAN med en ny 15,6-tommer infotainment-touchskærm, som har fået en højere opløsning. Kabinen er beklædt med Nappa-læder, ægte aluminium og trædetaljer, der tilsammen skaber en eksklusiv og luksuriøs atmosfære. Af udstyr kan man blandt andet få forsæder med 10-punkts massagefunktion, opvarmning og ventilation, samt et 775 Watt lydsystem fra danske Dynaudio med 12 højttalere.
På sikkerhedssiden er HAN også blevet opgraderet med BYD’s DiPilot 300-system, der benytter 31 sensorer – herunder LiDAR – og en kraftfuld Nvidia Orin-X chip til AI-styrede biler. Derudover er bilens chassis blevet forbedret med en ny femleddet baghjulsophæng samt variabel dæmpningsteknologi, der sikrer øget komfort under kørslen.
Vi håber på, at BYD beslutter sig for at genintroducere HAN på det danske marked. Hvis det sker, forventer vi en startpris på under 500.000 kr. for en model med det 108 kWh batteri og en rækkevidde på omkring 530 km. Skulle HAN vende tilbage til Danmark, kunne det blive en interessant konkurrent i luksussegmentet – denne gang med stærkere kort på hånden.
Forfatter
Christian Koed
Motorjournalist med en stor passion for biler i alle afskygninger
Mit arbejde spænder fra at anmelde de nyeste bilmodeller til at dykke ned i historier
og unikke fortællinger, der fortæller deres egen historie. Jeg elsker at teste nye biler
og dele mine erfaringer med fokus på for formidle min viden videre med artikler eller
video.
Brug for hjælp?