Bilhandel
Søg

Sælg din bil gratis

lockIcon

Log ind

Opret bruger

downArrowWhiteSpace
Menu

DACIA BIGSTER HYBRID

Dacia Bigster – større, bedre, men stadig for dyr?

Dacia præsenterede sidste år deres nye topmodel, Bigster. Dengang var det usikkert, om den overhovedet ville komme til Danmark. Det gjorde den  og jeg har nu kørt i den i en hel uge!

Det er ingen hemmelighed, at jeg var ret begejstret for Dacia Duster, da jeg testede den tidligere i år. Bigster er i bund og grund den samme bil, men 25 cm længere – og det kan ses. Den ser enorm ud og tilbyder markant mere kabineplads til de bagerste passagerer. Dog er kabinedesignet stort set identisk med Duster, hvor jeg faktisk ikke kunne se nogen forskel. Bister kommer i tre forskellige udstyrsvarianter, hvor vi testede den i topmodellen Extreme.

Genkendelig Kabine 

Indvendigt er det samme opskrift som i Duster. Du finder samme  10,1” touchskærm og et digitalt instrumentpanel på 10”. Skærmen er stor og brugervenlig, men jeg savner fysiske drejeknapper til temperaturen. De få knapper under skærmen styrer kun varme i for- og bagrude. Dacia har sit eget navigationssystem, men de fleste vil nok bruge Apple CarPlay eller Android Auto. I Extreme-udgaven får man navigation, et kæmpe soltag og et  lydanlæg med 3D-lyd og seks højttalere. Desværre var lyden ikke særlig effektiv for de bagerste passagere. Sæderne er en af mine favoritter. De er nemme at rengøre, ser godt ud og er overraskende komfortable ligesom i Duster. Bigster har en tydelig adventure-stemning. Selvom der er meget hård plast, passer det perfekt ind i bilens robuste image. Den føles klar til eventyr. Bagagerummet er større end i Duster med op til 657 liter (150 liter mere end Duster), men kun 610 liter i testbilen pga. batteriet under bilen. Bagsæderne lægges helt fladt ned med et enkelt håndtag bagi og pludselig har du et kæmpe lastrum. Jeg ville elske at prøve Sleep Pack, som gør Bigster til en mini-camper med indbygget seng. Det koster ca. 7.000 kr. ekstra, og jeg har fået bekræftet, at pakken kommer til Danmark, selvom den endnu ikke er på Dacias hjemmeside. Det ville jeg helt klart vælge, hvis jeg ejede en Bigster. Med sine ekstra 25 cm er Bigster ifølge Dacia den mest rummelige i klassen på bagsædet. Knæplads og loftshøjde er godt tilpas, hvor de fleste kan sagtens sidde bagpå til Tyskland og længere. Men et armlæn bagi savner jeg. Foran er der kølig opbevaring under midterarmlænet – perfekt til en vandflaske. Desværre er kopholderne for lave til 33 cl-dåser.

Komfortabel, økonomisk – men ikke hurtig

Køremæssigt føles Bigster som en Duster - og det er positivt. Den kører komfortabelt. Testbilen havde en 1,6-liters hybrid med 155 hk i alt (hvoraf benzinmotoren yder 94 hk alene). Den er ikke hurtig, men ganske økonomisk: Jeg kørte ca. 19 km/l, hvad er imponerende for en bil i denne størrelse. Man hører tydeligt, når benzinmotoren starter, men det generer mig ikke selvom den ikke er stille. Faktisk overraskede den positivt med, hvor langt den kan køre på strøm alene, hvor systemet prioriterer batteriet så meget som muligt. Gearkassen er CVT-agtig og reagerer ikke lynhurtigt, men den er behagelig i hverdagen. På motorvejen er Bigster en solid rejsevogn, selvom jeg ikke fik testet den på lange ture som jeg gjorde med Duster. I byen er den let at manøvrere  især med 360°-kameraet. Vil du have firehjulstræk, skal du vælge benzinudgaven med 1,2-liters turbomotor (130 hk). Den koster det samme, men der må du nøjes med et manuelgearkasse.  Hybridudgaven har kun forhjulstræk og yder 10 hk mere end Duster med samme drivlinje. Den er ingen raket, men kvik nok til at følge med i trafikken . 

Elsker Den Virkelig, Men Bare Alt For Dyr!

Jeg nyder at køre Bigster lige så meget som Duster. Desværre lider den af samme problem: Den er for dyr. Startprisen er 339.999 kr., testbilen kostede 369.990 kr. For de penge rammer den et niche-segment for kunder, der vil have en rummelig, robust benzinbil uden at gå all-in på elbil. Dem som drømmer om et lidt mere eventyrligt liv. Sammenlignet med elbiler til samme pris føles Bigster lidt gammeldags. Det er ærgerligt for den har enorm charme. Den er anderledes, spændende og fuld af eventyrlyst. Med Sleep Pack bliver den endda en lille autocamper. Men de danske afgifter trækker prisen op  og det er synd. Bigster fortjener en plads på de danske veje!

Skrevet af: Christian Koed den 17.11.2025

Hurtige genveje

Bilhandel.dk

Cookieindstillinger

Brug for hjælp?

Bilhandel