Bilhandel
Søg

Sælg din bil gratis

lockIcon

Log ind

Opret bruger

downArrowWhiteSpace
Menu

Dacia Sandero og Jogger 2026

Dacia giver Sandero og Jogger et friskt løft 

Dacia bringer nyt liv til deres mest populære modeller. Den lille Sandero og den større Jogger har netop fået et facelift og skal fremover sælges side om side med den nye Renault Clio, hvor både Sandero og Jogger får samme hybrid-drivlinje. 

Sandero med Hybrid motor og 155 hestekræfter 

Sandero har været et stort hit på det europæiske marked, men i Danmark har den haft sværere ved at slå igennem. Hos Bilhandel testede vi sidste år modellen, som dengang kunne fås med automatgear – en bil, vi havde blandede følelser for. Nu forsøger Dacia at gøre Sandero endnu bedre. Modellen kommer nu med en helt ny 1,8-liters hybridmotor på 155 hk, som også er blevet introduceret i Renault Clio og Dacia Bigster. Det gør den både til den hurtigste og mest økonomiske Sandero til dato. Elmotoren på 1,4 kWh yder ca. 50 hk og den større 1,8 benzinmotor har 110 hk. Dacia fremhæver, at bilen kører på strøm det meste af tiden. Ulempen er dog, at Sandero Hybrid først lanceres i slutningen af 2026. Indtil da kan Sandero fås med samme motorprogram som før: to 1,0-liters benzin-turbomotorer med henholdsvis 100 og 110 hk, samt en 65 hk 1,0-liters sugemotor. Bortset fra basismodellen med 65 hk, fås motorerne med en 6-trins manuel gearkasse. Automatgear tilbydes nu kun for hybridversionen. 

Motorprogram for Dacia Sandero og Jogger

  • 1,0 SCe – 65 hk (Kun Sandero)

  • 1,0 TCe – 100 hk (Kun Sandero)

  • 1,0 TCe – 110 hk (også tilgængelig for Jogger)

  • 1,8 Hybrid – 155 hk (også tilgængelig for Jogger) 

Små forbedringer i kabinen  

Designændringerne er diskrete, men bagpå ses nye baglygter tydeligst. Sandero fås fortsat i Stepway-udgave, som tilbyder øget frihøjde og et mere robust SUV-look. Jogger, som i praksis er stationcar-versionen af Sandero, sælges udelukkende med den nye 155 hk hybridmotor. Den erstatter den tidligere 1,6-liters hybrid med 140 hk og bliver en af de billigste syvpersoners hybrider på markedet. Sidst er der også en klassisk Sedan som kun sælges for udvalgte lande i Europa.  De mest markante designnyheder er den nye T-formede LED-lyssignatur, som pryder både for- og baglygter. Forlygterne er desuden integreret i en opdateret kølergrill med en linje af hvide “pixel-prikker”, hvilket giver fronten et mere moderne udtryk. Baglygterne understøtter især Joggers robuste design, da de følger bagklappens form. Sandero Stepway og Jogger får desuden nye beskyttelseselementer i Starkle®, et innovativt materiale med 20% genbrugsplast, som reducerer CO2-udledningen og gør bilerne mere modstandsdygtige over for ridser. Nye fælge, hjulkapsler og shark-fin-antenne (standard fra Expression-udstyr) samt nye farver som metallisk gul rav og Sandstone fuldender faceliftet.  Indvendigt er ændringerne mere begrænsede, men stadig mærkbare. Nye T-formede luftdyser og slidstærke stofsæder i sort, blåt eller denimblåt afhængigt af udstyrsniveau er introduceret. Extreme-versionerne af Sandero Stepway og Jogger bevarer de populære vaskbare TEP-microcloud sæder i grøn og sort. Et nyt rat er tilføjet og en stor nyhed er E-Shifter-gearkontakten i de automatiske modeller. Designet er som vi kender fra nyere Dacia-modeller som Bigster og Duster. Dacias smarte YouClip-system gør det muligt at tilføje ekstraudstyr som lys eller kopholdere i kabinen. Infotainmentskærmen er vokset fra 8” til 10” og understøtter trådløs Apple CarPlay og Android Auto (dog ikke standard). Sandero har nu også digital instrumentering som standard samt USB-C porte i stedet for de ældre USB-stik. Trådløs smartphone-oplader er også en stor nyhed i Sandero og jogger. En sidste ting er at sikkerheden er også blevet forbedret, hvor begge modeller nu kommer med følgende; 

  • Automatisk nødbremsning, der registrerer biler, fodgængere, cyklister og motorcykler 

  • Overvågning af førerens opmærksomhed 

  • “My Safety”-knap til nem tilpasning af assistentsystemer 

  • Automatiske forlygter 

  • Multiview-kamera 

  • Elektrisk foldbare sidespejle 
    Alle samlet i det valgfrie Driving Pack. 

 

Dacia JOGGER

Dacia styrker sin position 

Med over 9 millioner solgte biler siden 2004 og tilstedeværelse i 44 lande er Dacia et af Europas mest succesfulde bilmærker. Sandero er den mest solgte bil i Europa, mens Jogger har fundet sin plads som en praktisk og alsidig familiebil i C-segmentet.  Spørgsmålet er dog, om Sandero og Jogger fortsat kan finde fodfæste på det danske marked. Sandero skal nemlig ikke kun konkurrere med biler som Suzuki Swift og Skoda Fabia – men også mod de nye, billigere elbiler, som presser markedet for små biler med benzin- og hybridmotorer. 

Skrevet af: Christian Koed den 06.10.2025

Hurtige genveje

Bilhandel.dk

Cookieindstillinger

Brug for hjælp?

Bilhandel