HONDA PRELUDE e:HEV
Honda Prelude er tilbage – men hvor blev magien af?
Honda har genoplivet Prelude. Et navn, der for mange bilentusiaster vækker minder om højomdrejningsmotorer, præcise gearskift og en luksus Coupé med masser af personlighed. Derfor er forventningerne naturligt enorme, når Honda vælger at støve et af sine mest ikoniske modelnavne af. Problemet er bare, at den nye Prelude ikke forsøger at være den Prelude, vi husker.
Mere hybrid end sportsvogn
Den nye Prelude går i en helt anden retning end de forrige. Under hjelmen ligger en 2,0-liters hybridmotor med en samlet ydelse på 200 hk og 315 Nm. Benzinmotoren yder 143 hk og 186 Nm, mens elmotoren står for størstedelen af kræfterne med 184 hk. Tallene lyder måske fine på papiret, men i en tid hvor selv almindelige elbiler sender langt over 200 hk mod baghjulene, føles Prelude ikke voldsomt hurtig. Den kan køre fra fra 0-100 km/t på på 8,2 sekunder, hvilket tidligere havde været imponerende, men i dag har elbilerne bare rykket en ny standard frem. Prelude er bestemt ikke langsom. Vi er bare blevet fartblinde af moderne elbiler. Til gengæld fungerer hybridsystemet fremragende i hverdagen. Bilen glider ofte lydløst gennem byen på strøm alene, og Hondas officielle forbrugstal på op til 19 km/l virker ikke urealistiske under de rette forhold. Problemet opstår først, når man ser prisskiltet. For omkring 650.000 kroner er mange penge for en bil, der flere steder føles mere Civic end eksklusiv GT-coupé. Forklaringen er enkel. Prelude er nemlig baseret på den nuværende Civic og deler både platform og drivlinje med den. Honda har dog forsøgt at give modellen sin egen identitet gennem det nye S+-køreprogram, der tilfører lidt ekstra drama og karakter til oplevelsen.
Designet er Prelude's største styrke
Hvis der er ét sted, hvor Honda virkelig rammer plet, så er det designet. Prelude er ganske enkelt en flot bil. Den er lav, bred og elegant uden at blive overdreven. Linjerne er rene, proportionerne vellykkede, og flere detaljer sender tydelige nik tilbage til Honda NSX. Den blå pressebil tiltrak konstant opmærksomhed under testen. Folk vender sig om efter den. Og det forstår man godt. Prelude ligner en bil til en million kroner.
Kabinen føles mindre eksklusiv end forventet
Inde i kabinen begynder illusionen dog at krakelere en smule. For teknisk set deler Prelude meget af sin kabine med Civic, og det kan mærkes. Materialerne er fine, sæderne ser flotte ud med deres beige læder, og ergonomien er klassisk Honda, hvilket betyder, at alt er nemt at betjene. Men følelsen af eksklusivitet mangler. Den 10" infotainmentskærm virker eksempelvis lille sammenlignet med mange konkurrenter i denne prisklasse. Til gengæld fortjener Honda stor ros for noget, som mange producenter efterhånden har glemt: fysiske knapper. Her er rigtige drejehjul og trykknapper til klimaanlæg og centrale funktioner. Det gør bilen markant nemmere at bruge i hverdagen end mange moderne alternativer. Der er dog også nogle mærkelige beslutninger. Bagsæderne har eksempelvis et helt andet design og materiale end forsæderne. Hvor man foran mødes af læder, sidder bagsædepassagererne på stof med et andet mønster. I en bil til denne pris giver det et indtryk af besparelser. Pladsen bagi er samtidig meget begrænset, hvilket dog er forventeligt i en coupé. Bagagerummet rummer 264 liter og op til 760 liter med bagsæderne lagt ned. På papiret lyder det brugbart, men i praksis er åbningen overraskende smal. Faktisk blev Prelude den første bil, jeg nogensinde har testet, hvor jeg ikke kunne få min cykel ind. Jeg har tidligere haft en cykel bag i både en MINI Cooper og en Renault Clio, så det siger en del om pladsforholdene. Alt i alt føles kabinen som noget, der i høj grad er taget direkte ud af en Civic. Hvis man ser bort fra sæderne og den lille S+-knap, er forskellene meget begrænset.
Kørrenskaberne fejler dog ingen ting!
På motorvejen viser Prelude sin grand tourer-side! Ved 110-130 km/t er den komfortabel, afslappet og behageligt støjsvag. Ikke klassens mest lydløse bil, men absolut en bil man uden problemer kan tilbringe mange timer i.Honda har samtidig styr på assistentsystemerne. Adaptiv fartpilot og lane assist arbejder silkeblødt uden nervøse korrektioner eller pludselige opbremsninger. I byen føles Prelude næsten som en elbil. Den kører ofte på strøm alene, og det gør den både stille og afslappende i dagligdagen. Selv på ren eldrift føles bilen kvik takket være elmotorens 184 hk. Jeg savnede faktisk sjældent flere kræfter. Til gengæld savnede jeg mere lyd og karakter. Udsynet lider dog under de brede stolper og små ruder, som skaber flere blinde vinkler, end jeg bryder mig om. Når vejene begynder at sno sig, vågner Prelude for alvor op. 200 hk, forhjulstræk og e-CVT-gearkasse lyder ærligt talt ikke som opskriften på en spændende sportsvogn. Det er her Honda overrasker. Styretøjet er let og præcist, bilen krænger minimalt, og undervognen giver masser af selvtillid. Prelude føles levende på en måde, mange moderne biler ikke gør længere. Det hjælper også, at undervognen er tæt beslægtet med den fremragende Civic Type R. Trods forhjulstræk holder Prelude imponerende godt fast i asfalten. Selv ved hård acceleration er der minimal dramatik og næsten intet hjulspind. Brembo-bremserne fortjener også ros. bremserne føles fast og præcis, og i det hele taget er Prelude en ret underholdene bil.
Gearkassen stjæler noget af oplevelsen
Desværre er det også her, Prelude møder sin største udfordring. Den såkaldte e-CVT-gearkasse er markant bedre end tidligere CVT-løsninger vi har før set i andre Sportslige biler med denne gearløsning, men den mangler stadig følelsen og engagementet fra en traditionel dobbeltkoblingsgearkasse.Ydermere er det tydeligt, når benzinmotoren træder til, da overgangen er mere markant, end man kunne ønske sig. Det bryder lidt illusionen af sportsvogn. Honda forsøger at redde oplevelsen med S+-køreprogrammet, som simulerer gearskift og motorlyd gennem højttalerne. Normalt hader jeg kunstig motorlyd, Men her fungerer det faktisk overraskende godt i Prelude. Flere gange måtte jeg ærligt spørge mig selv, om lyden kom fra motoren eller højttalerne. Det siger faktisk noget positivt om systemet. Det gør bilen sjovere, end den ellers ville have været. Kører du derimod i de øvrige køreprogrammer, bliver det hurtigt tydeligt, at dette stadig er en bil med CVT-karakter. Ved kraftig acceleration hænger omdrejningerne fast på en måde, der fjerner noget af engagementet. Under testen lå forbruget typisk mellem 13 og 15 km/l afhængigt af kørestilen. Det er et stykke fra de officielle 19 km/l. På den anden side vejer Prelude omkring 1.500 kg, hvilket er betydeligt mere end de klassiske Prelude-generationer.
Prelude er Smuk at se på, men den mangler et bankende Honda-hjerte
Den nye Honda Prelude er en bil, jeg virkelig gerne ville elske for den gør utrolig mange ting rigtigt. Designet er fantastisk. Undervognen er velafstemt og styretøjet er præcist. Selv på en snoet landevej viser Honda stadig, at mærket kan noget, som mange konkurrenter har glemt. Men hver gang Prelude er tæt på at vinde mig helt over, minder den mig om, hvad den ikke er. For under det smukke karrosseri gemmer der sig i høj grad en Civic Hybrid. Kabinen føles mere Civic end vi havde håbet på. Drivlinjen mangler karakter og e-CVT-gearkassen står ofte som en mur mellem føreren og oplevelsen. Det er næsten frustrerende, fordi fundamentet er så godt. Man mærker tydeligt, at bilen skriger på en Type S- eller Type R-version med måske flere kræfter, og især mere lyd og attitude. I stedet står vi tilbage med en bil, der er mere Hverdagsbil end sportsvogn. Og måske er det i virkeligheden præcis den bil, Honda ønskede at bygge. Men når man sætter sig bag rattet i en bil med Prelude-navnet på bagklappen, kan man ikke lade være med at håbe på lidt mere. For indimellem – på de helt rigtige veje – får man et glimt af den gamle Honda-magi.
Skrevet af: Christian Koed den 15.06.2026