KIA PV5 PASSENGER LONG RANGE

PV5 tilbyder meget familiebil for pengene - og så er den hyggelig!
Kia PV5 er en helt ny type familiebil fra Kia. Med en startpris på 279.000 kroner får du masser af plads, komfort og en overraskende letkørt bil – men også en rækkevidde, der kræver lidt planlægning.
En ny spiller i MPV-klassen
Vi kører i Kia PV5 som er en helt ny elektrisk MPV fra det Sydkoreanske bilmærke. Det er faktisk lidt interessant, for det er den første store MPV til under 300.000 kr.. Den nærmeste konkurrent er Volkswagen ID. Buzz, mens Hyundai også har en kommende Staria på vej. Men Kia PV5 skiller sig ud på flere punkter. Først og fremmest prisen. Kia PV5 starter ved 279.000 kroner, hvilket er en ganske interessant pris for en så stor familiebil. Den model, jeg tester her, er femsædersudgaven, mens der også findes en version med syv sæder, som koster mere. Jeg kører i Long Range-versionen med det store 71,2 kWh-batteri og en officiel rækkevidde på op til 412 kilometer. Motoren yder 167 hk, hvilket på papiret ikke lyder af meget til en bil i denne størrelse. Men det vender jeg tilbage til. Det første, jeg tænker, da jeg ser Kia PV5, er faktisk at den ser funky ud. Og det mener jeg på den gode måde. Hvor Volkswagen ID. Buzz går meget målrettet efter et retrodesign, har Kia valgt en helt anden retning. PV5 har et mere moderne og næsten lidt spacey udtryk. Det er en bil, folk kigger efter, når man kommer kørende i den. Det er stadig ikke et syn, man ser særlig ofte på de danske veje. Samtidig er den næsten to meter høj, men den er ikke nær så bred, som man måske skulle tro. Det gør den overraskende nem at placere på vejen og ikke mindst i en parkeringsbås. Og med det meget gode kamera omkring bilen bliver parkeringen endnu lettere.
Føles ikke som en varebil at køre i
Noget af det, der overrasker mig mest, er faktisk køreegenskaberne. PV5 er utrolig nem at køre rundt i, selv om det er en stor bil. Man sidder højt, har et rigtig godt overblik og får ikke den klassiske følelse af, at man sidder bag rattet i en varebil. Det er værd at huske, at PV5 også findes som varebil under navnet PV5 Cargo. Men jeg kører naturligvis i Passenger-versionen. KIA har også udviklet en udgave for kørestolsbruger og så kommer der en 7-personers udgave senere. Du har også mulighed for at tilkøbe en udgave med madras og andet bagi for at kunne campe i den. Dette koster dog 9.000 kr. ekstra. PV5 er meget støjsvag, især ved bykørsel. På motorvejen kommer der naturligvis noget vindstøj, hvilket ikke er overraskende, når man sidder så højt og i en bil med denne form. Men det er bestemt ikke værre, end hvad man forventer af denne type bil. PV5 Long Range har 167 hk, og umiddelbart kunne man godt frygte, at det ville være alt for lidt, men sådan føles den ikke. Den føles faktisk væsentligt kvikkere, end de 167 hk antyder. Jeg får nærmest en fornemmelse af, at den har kræfter svarende til en bil med omkring 200 hk. Det er naturligvis ikke en raket, og man skal ikke købe PV5, hvis man leder efter en sportslig familiebil. Den er ikke lavet til at blive kastet rundt i svingene. Til gengæld passer den rigtig godt til lange ture, hvor komforten er i højsædet. Jeg har kørt omkring 200 kilometer i bilen på én tur, og jeg steg ud uden at være særlig træt. Jeg finder den mere komfortable end jeg husker at VW ID. BUZZ var. Sæderne er virkelig komfortable, og der er gode muligheder for at finde en ordentlig siddestilling. Rattet og de store sideruder giver et rigtig godt udsyn, og også bagtil er udsynet bedre, end man måske forventer af en bil i denne klasse. På motorvejen fungerer den adaptive fartpilot også rigtig fint. Den gør ganske enkelt bilen nem at køre langt i, uden at man hele tiden skal sidde og korrigere.


Masser af plads – men hvor er kopholderne?
På bagsædet er der rigtig god plads. Ryglænet kan justeres, så man kan få en mere tilbagelænet siddestilling, og der er også god mulighed for at få fødderne placeret komfortabelt. Der er samtidig masser af opbevaringsplads rundt omkring i kabinen. Der er rum under sæderne, under touchskærmen gemmer der sig en skuffe og flere andre steder. Men så kommer det mærkelige. Jeg forstår ganske enkelt ikke, hvordan man kan bygge en stor familiebil med så meget plads og så glemme kopholderne til bagsædepassagererne. KIA, hvor er de henne? Foran er der til gengæld masser af dem. Bagagerummet er dog dejligt stort og kan rumme det meste af det, en familie har brug for. Når sæderne lægges ned, får man endnu mere plads, men der er stadig en lille kant i gulvet, så lastrummet ikke bliver helt fladt. Infotainmentsystemet er nemt at finde rundt i, og skærmen er overskuelig. Der er også mulighed for trådløs opladning af telefonen. Men her har jeg også en kritik. Min telefon bliver simpelthen ikke liggende. Hvis jeg accelererer eller bremser, kan telefonen glide ud af opladningsområdet – og i værste fald falde ned på gulvet. Det betyder naturligvis også, at den ikke længere lader. Heldigvis er der USB-C-stik, og de kan noget ganske særligt. Kia PV5 kan nemlig lade en telefon med op til 100 watt, hvilket er noget af det hurtigste, jeg har oplevet i en bil. PV5 er ikke en sportsbil, og det skal man heller ikke forvente. Den er bygget til at transportere mennesker komfortabelt over længere afstande. Og her fungerer den rigtig godt. Baghjulstrækket gør den samtidig nem at manøvrere, og det har faktisk været en fornøjelse i byen. Jeg var blandt andet forbi en meget trang McDonald's under testen, hvor jeg blev positivt overrasket over, hvor nemt det var at komme rundt i de skarpe sving ved drive-in.
Rækkevidden er den store udfordring
Long Range-versionen har en officiel rækkevidde på op til 412 kilometer, men som med alle store, høje elbiler skal man være opmærksom på, at motorvejskørsel påvirker forbruget markant. Kører man 110 eller 130 km/t, hvis forholdene tillader det, forsvinder strømmen hurtigere end du kan nå at tælle dine passagerer. Skal du på ferie i den PV5 forvent omkring 250 km på en opladning. Det er dog ikke noget, man kan klandre Kia for alene. Det er en generel udfordring ved store og høje elektriske biler. Jeg har faktisk kørt rundt alene det meste af tiden, hvilket næsten er lidt komisk, når man tænker på, at bilen er udviklet til at transportere en hel familie. Men jeg har virkelig nydt den måde, den kører på. Den er behagelig, støjsvag, overskuelig og utrolig nem at køre. Og samtidig har man hele tiden følelsen af, at hvis man pludselig får brug for al pladsen, så er den der. Og så kommer vi ikke udenom prisen. Det er bare en virkelig god startpris!

Skrevet af: Christian Koed den 24.08.2026