Bilhandel
Søg

Sælg din bil gratis

lockIcon

Log ind

Opret bruger

downArrowWhiteSpace
Menu

MG CYBSTER GT

ELEKTRISK SPORTSVOGN MED KØREGLÆDE

Det er ikke så tit, vi tester sportsvogne, da de typisk befinder sig i et segment, som for mange ikke giver mening at købe. Men så er der biler som MG Cyberster. Fra under 500.000 kr. kan man erhverve sig en topersoners cabriolet, der kan køre fra det meste på vejen. Vi har testet MG Cyberster i den helt vilde GT-variant.

 

Flamboyant design, der vækker opsigt

Wow, det var det første, jeg tænkte, da jeg så bilen første gang. Allerede sidste år testede jeg den meget kort, men denne gang har vi kørt den i en uges tid. Den giver mig stadig et smil på læben med sit alt for flamboyante design, især med begge døre oprejst, så det nærmest ligner en mini-Lamborghini. MG Cyberster er en hyldest til den originale MGB fra 60’erne, men den skyder langt over det, den originale model repræsenterede. En Mazda MX-5 er nok tættere på, hvad MGB var, end Cyberster er. Designet er dog meget moderne og friskt. Jeg er vild med fronten frem for bagenden, især i den røde farve, som testbilen havde, eller i gul. Det er også en cabriolet, og selvom vi var i slutningen af en våd september måned, var der dog et par dage, hvor dette kunne udnyttes. Cyberster findes i to versioner: En udgave kaldet Trophy med 340 hk, baghjulstræk og en rækkevidde på 504 km, og så testbilen, GT, med 510 hk, firehjulstræk og 443 km rækkevidde. Prisen er dog også en smule højere, idet den lander på 549.999 kr. Da bilens batteri på 77 kWh er placeret under bilen, og man stort set sidder oven på batteriet, får man en rigtig god køreposition. Derudover kan den lade med op til 144 kW.

Model

Hestekræfter

Træk

Rækkevidde

Pris

Trophy

340 hk

Baghjulstræk

504 km

494.519kr

GT

510 hk

Firehjulstræk

443 km

549.999 kr

Fed Føreplads, Men Skærmløsningen Halter

Oplevelsen bag rattet er at sidde lavt i Cyberster, men i forhold til andre sportsvogne, der ikke kører på el, fandt jeg siddepositionen meget god med godt udsyn ud gennem forruden. Cyberster er en bred bil, men man vænner sig hurtigt til den og får et godt overblik over, hvor dens grænser går. Den største udfordring er dog kabinen. Ét er kabinekvaliteten. Bilen er utrolig billig, og derfor må der også spares visse steder. MG har dog forsøgt at give den en form for premiumfølelse med brug af blødt plastik og alcantara-lignende stof – for ikke at nævne plastikken ved midterkonsollen, som skal forestille nøgen kulfiber. Alt dette kan tilgives i betragtning af prisen. Det, der virkelig skuffede mig, var alle skærmene i kabinen. Cyberster er udstyret med ikke færre end fire skærme, hvoraf tre af dem er placeret bag rattet. Det største problem er, at man ikke kan se noget på skærmene, uanset hvilken køreposition jeg indtog. Skærmen i midten bag rattet, som viser instrumenteringen, fungerer fint og er det vigtigste, men så er der en skærm til højre og en til venstre for den. De er en udfordring, fordi rattet blokerer for udsynet. Det var især et problem med navigationen, som var på skærmen til venstre. Jeg måtte bøje hovedet, hver gang jeg skulle kigge på den. Skærmen i midten ved midterkonsollen, altså touchskærmen, der normalt huser de mest basale funktioner, kunne af en eller anden grund ikke vise navigationen, hvilket jeg tænker ville have været den bedste løsning. Denne skærm var primært til styring af temperatur og køreindstillinger. Når solen ramte skærmen, var det meget svært at læse den. Bagagerummet var dog ikke stort,hvor MG tilbyder kun 249 liter, hvilket er nok til et weekendophold. Overraskende nok er der masser af plads i kabinen, hvor der var god plads bag sæderne til opbevaring af mindre tasker eller lignende. der var også rigtig gode muligheder for at sidde behageligt, både i længden og højden. Nå ja, en ting mere, der virkelig skuffede, var lyden fra højttalerne. De var elendige, især sammenlignet med Suzuki Swift, vi langtidstester denne måned. Højttalerne var fra Bose, men ved motorvejskørsel med 130 km/t kunne man ikke høre noget. Det er ikke i orden!

Stille I Byen, Men En Ballademager På Landevejen!!!

Cyberster vinder en hurtigt tilbage, når man kører den. På landeveje, motorveje eller i byen klarer den alt med et smil. Der er en del kabinestøj på motorvejen, hvilket nok skyldes, at den er udstyret med et stofkaleche. Det er dog ikke værre, end at det kan accepteres, medmindre man vil høre musik. Cyberster er bygget til sjov, og den ligger perfekt i kurverne på landevejen. Især når alle hestekræfterne fyres af i S-Sport-tilstand, hvor alle fire hjul trækker den afsted på blot 3,2 sekunder. Hurtig er den – næsten for hurtig. Det er dog også sjovt, men rækkevidden bliver slugt hurtigt. Den er som nævnt opgivet til 443 km, og under testen var Cyberster en ret forbrugseffektiv elbil, hvilket overraskede os. Vi fik ikke testet dens rækkevidde fuldt ud, da jeg ikke tror, at denne bil er købt for dette formål, men jeg vil nævne, at jeg har kørt i elbiler med meget dårligere forbrug, og en tur sydpå kan sagtens lade sig gøre. Den er bygget til sjov og weekendkørsel. Du kan dog sagtens bruge den til hverdag, hvor den i byen er stille og fungerer som enhver anden elbil. Den største udfordring er dog den opmærksomhed, den tiltrækker fordi alle kigger, når du kører forbi, især når dørene er oppe. Og når vi taler om dørene: De er irriterende langsomme at åbne og lukke. Det ser sejt ud, men jeg vil vædde på, at de fleste ville vælge mere traditionelle døre, hvis de havde muligheden. Bilen er ret nem at parkere, og der er også det forventede 360-graders kamera til hjælp. Det er placeret på den højre skærm i midten, men udfordringen er den samme: Man kan ikke se noget på grund af rattet. Skærmen er alligevel så lille, at det er svært at bedømme afstanden. Dog er det smart, at den, som hos Kias elbiler, ved lav hastighed kan vise et livebillede af fælgene under parkering, så man undgår at ridse dem. Kæmpe tommelfinger op herfra da det redder dig fra mange dumme og dyre situationer.

En Virkelig Fed og Anerledes Elbil

Der er mange ting, som nævnt, der gør, at jeg har et had/kærlighedsforhold til Cyberster. Det er små ting, der i det større billede bliver et større problem. Alligevel vinder den mig, når jeg kører i den. Den er sjov, den gør mig glad, og den er til at betale for. Det er mange penge, men hvad skal man sammenligne den med, når det gælder ydelse og image? En Mazda MX-5 koster i dag omkring 300.000 kr. Den er dårligere udstyret, har en lille 1,5-liters motor med 120 hk og kører på benzin. Cyberster har ingen direkte konkurrenter, selvom Porsche snart vil introducere en elektrisk Boxster, som uden tvivl vil koste mindst det dobbelte af Cyberster. Hvis du har muligheden og ønsker at køre noget anderledes, er Cyberster det eneste valg lige nu. En coupé-udgave er på vej næste år, som nok bliver hurtigere og får en bedre rækkevidde, men det er muligheden for at køre i en åben sportsvogn, der er dens primære salgsargument. At den er hurtig, er efterhånden en forventning for alle elbiler, og en bil som Kia EV6 GT tilbyder mere bil for ikke meget mere i pris. Den har dog ikke den charme, Cyberster giver: opmærksomhed og glæde!

Skrevet af: Christian Koed den 29.09.2025

Hurtige genveje

Bilhandel.dk

Cookieindstillinger

Brug for hjælp?

Bilhandel