
Er den ikke bare kær? Det her er den nye lille elektriske Renault Twingo E-TECH. En elbil, der placerer sig under den populære Renault 5 og en by-elbil, der skal tage kampen op mod konkurrenter som BYD Dolphin SURF og Dacia Spring Electric (sidstnævnte markedsføres dog ikke i Danmark).
Man kunne godt skrive, at Twingo nu er blevet elektrisk, men det er jo ikke første gang. Den forrige generation blev også solgt som elbil mod slutningen, dog uden at blive markedsført herhjemme. Dengang delte den teknik med den lille Smart EQ. Denne nye Twingo deler derimod platform med de større søskende Renault 5 og 4, hvilket betyder, at den faktisk ikke er helt så lille som forgængerne. Den måler præcist 3,79 meter i længden og har en venderadius på blot 4,9 meter, hvilket gør den til den perfekte bybil, når man skal sno sig gennem trange gader eller bare parkere. Den allerførste Twingo kom på markedet i starten af 90’erne og blev solgt helt op til begyndelsen af 00’erne. Derefter fulgte to generationer mere, før vi nu står over for denne nye el-udgave. Sjovt nok har Renault hentet masser af inspiration fra 90’ernes design, hvor den ligner næsten den originale Twingo på en prik. Selvfølgelig med moderne twist. Og ja, den ser bragende godt ud. Dykker man ned i det tekniske, bruger den Renault 5’s foraksel og Captur’s bagaksel. Ifølge Renault selv giver det en bil, der både er komfortabel i hverdagen og lidt sporty, når man har lyst. Samlet vægt er Kun 1.200 kg.
Jeg havde håbet på det samme 40 kWh-batteri som i Renault 5, men nej Twingo får et mindre LFP-batteri på 27,5 kWh. Det giver en opgivet rækkevidde på 263 km (WLTP), 82 hk og 175 Nm. Bykørsel er klart dens hjemmebane. Opladning? Op til 50 kW DC eller 11 kW AC. Og så understøtter den V2L – altså mulighed for at lade en anden elbil op fra Twingoens batteri. Praktisk, hvis man ikke selv løber tør først...

Det er en mikro-elbil, så pladsen er begrænset.På bagsædet får passagererne optil 160 mm knæplads til forsædet. Bagagerummet rummer 360 liter, og med Renaults "Smart Trunk" (hvor dækket kan fjernes) er det med til at tilbyde så meget plads. Lægger du bagsæderne ned, og du får hele to meter i længden. I kabinen skiller Twingo sig lidt ud fra andre nye Renault-elbiler. Den har en fritstående touchskærm, der minder om den i Renault 5, men ikke integreret med det digitale instrumentering. Fedt nok har Renault har beholdt fysiske knapper til lyd og klimajustering. Touchskærmen kører med Google-funktioner (Renaults varemærke), ChatGPT-integration og adgang til over 100 apps. Twingo fås i to udstyrsvarianter: Evolution eller Techno, og med op til 18” alufælge.

De danske priser er endnu ikke offentliggjort, men forventningen er omkring 150.000 kr., hvilket vil gøre Twingo til en af de allerbilligste elbiler på markedet. Vi glæder os til at prøvekøre den. Hvis den kører bare halvt så godt som den større Renault 5, er den dømt til succes herhjemme. Mon ikke Nissan også kommer med en søstermodel en dag?

Brug for hjælp?