TESLA MODEL Y PERFORMANCE

Tesla Model Y Performance: Overkill eller perfekt?

Vi har tidligere på ugen kørt Tesla Model Y i Standard-udgaven. Nu er turen kommet til den helt vilde version: Performance. Spørgsmålet er bare, om den er næsten 200.000 kr. mere værd end den billigste model.

Utrolig hurtig elbil

Tesla lægger fra land med en elbil, der leverer seriøs ydelse. Performance-udgaven er ikke bare hurtig, men den bevæger sig ind i et felt, hvor den begynder at udfordre nogle af de mest ekstreme elbiler på markedet. Det her er en familiebil med ambitioner om meget mere end bare at fragte dig fra A til B. Designet er ved første øjekast næsten identisk med Standard-udgaven. Det kræver et trænet øje at spotte forskellene, men de er der. Performance får et mere aggressivt udtryk med større fælge, kraftigere bremser og diskrete detaljer, der afslører, at det her er topmodellen. Det er stadig minimalistisk Tesla-design, men med et ekstra lag attitude. Prisen er dog også taget der efter da den starter fra 494.990 kr., eller lige under en halv million kroner. Testbilen var dog tættere på de 600.000 kr. med ekstraudstyr (573.710 kr.), hvor den flotte metallak stod til 20.000 kr og Autopilot pakken kostede 29.200 kr. I forhold til Model Y Standard er batteriet også større på 82 kWh med en opgivet rækkevidde op til 580 km. Hurtig ladning gjorden på 250 KW DC. Den yder 460 hk og kan køre fra 0-100 på blot 3,5 sekunder. Langsom er den langt fra!

Intet nyt i Kabinen

Indvendigt er forskellene minimale i forhold til den billigste model. Kabinen domineres stadig af den store touchskærm, som er blandt de mest intuitive i branchen. Teslas eget navigationssystem fungerer fortsat fremragende, og det er tydeligt, at software stadig er en af mærkets største styrker. Der er dog små forbedringer i Performance, blandt andet elektrisk justerbare bagsæder, som kan lægges ned og rejses igen med et tryk. Pladsen er som i Standard-udgaven fremragende. Det her er en ægte familiebil med masser af benplads både foran og bagi, og bagagerummet er stort nok til både hverdag og ferie. Det rummer 822 liter og op til 2138 liter. Derudover findes der også et Frunk oppe foran med 116 liter plads. Ellers er det som i hver anden Model Y at sidde i. Lyden fra anlægget er det samme og spiller fint.  Justeringen af temperaturen er forsat lidt bøvlet, men kabinestøjen er på sit bedste af biler i denne størrelse. 

Voldsom raket når der trykkes på pedalen

Model Y Performance leverer en acceleration fra 0-100 km/t på omkring 3,5 sekunder, og det føles voldsomt. Det er den slags fart, der presser dig tilbage i sædet og får bilen til at føles endnu hurtigere, end tallene antyder. Selvom den “kun” har lidt over 460hk, føles det ofte som mere. Nærmere de 600 hk.  På motorvejen er den stabil og komfortabel, selvom undervognen er mærkbart strammere end i Standard. Det gør den mere præcis i sving, uden at komforten forsvinder. Den rammer faktisk en ret fin balance mellem sport og hverdagsbrug. På snoede veje vågner bilen for alvor op med sin adaptive undervogn. Her kan man mærke, at den er sat op til mere end bare ligeud-kørsel. Den føles skarpere, mere engagerende og langt mere villig til at lege end Standard-udgaven. Samtidig er grebet imponerende- De store Brembo bremser er også med til at gøre oplevelsen mere sikker da de stopper bilen ret hurtigt eller ved høj fart.  Rækkevidden er også stadig fornuftig, selvom Performance naturligvis bruger mere strøm – især ved aktiv kørsel og motorvej. I blandet kørsel kan du forvente omkring 400 km i praksis, hvilket stadig gør den anvendelig som rejsebil. 

Er den de næsten 200.000 kr. mere værd end Model Y Standard?

Det korte svar er…  Nej! Eller det kommer virkelig an på, hvad du søger.  Den er markant hurtigere og sjovere. Men i daglig kørsel er forskellen mindre, end man skulle tro. Standard-udgaven har allerede rigeligt med kræfter til langt de fleste behov, og den leverer stadig en stærk samlet pakke. Hvis du vil have det ypperste, Tesla kan tilbyde i Model Y, og du sætter pris på acceleration og køreglæde, så giver Performance mening. Men hvis du primært leder efter en kompetent, komfortabel og prisstærk elbil, så er Standard-udgaven svær at overse. Dog er 200.000 kr. rigtig mange penge mere at betale for en Model Y der kan det samme, men er bare hurtigere...

Skrevet af: Christian Koed den 25.05.2026