Bilhandel
Søg

Sælg din bil gratis

lockIcon

Log ind

Opret bruger

downArrowWhiteSpace
Menu

Test af SMART #3 BRABUS

Smart #3 BRABUS – Den vildeste Smart nogensinde

I Danmark hører vi sjældent om det schweiziske bilmærke Smart. I de senere år har der været helt stille hos forhandlerne, og den sidste model, der blev solgt herhjemme, var den lille elbil Fortwo EQ – en bil udviklet i samarbejde med Renault og deres Twingo. Selvom mange danskere næsten har glemt mærket, er der sket store ting uden for landets grænser: Smart har nemlig præsenteret hele tre nye elbiler, og de er langt fra det, vi tidligere har forbundet mærket med! Vi tog til Sverige for at se nærmere på én af de nye modeller og undersøge, hvad vi danskere egentlig går glip af.

Fra mikrobil til performance mærke

Meget er sket siden 2012. I dag er Smart en del af den kinesiske Geely-koncern, som samarbejder med Mercedes-Benz om udviklingen af de nyeste modeller. Det betyder blandt andet, at Smart nu benytter samme platform som Volvo og Zeekr. Der findes i dag tre nye Smart-modeller: #1, #3 og #5. Den nyeste, #5, er en stor SUV.  Eller usædvanligt stor i Smart-sammenhæng. Vi har testet Smart #3 i den vilde BRABUS-udgave. Smart #3 er en kompakt crossover med lav taglinje og kan bedst beskrives som en coupé-udgave af #1. Den er ikke den største i klassen, men sammenlignet med den gamle Smart ForFour fra 00’erne – som var baseret på Mitsubishi Colt – fremstår #3 som en væsentlig større og mere seriøs bil.

Basisudgaven af #3 har et 49 kWh batteri og en Singlemotor. Dernæst hedder det 272 hk og kommer med baghjulstræk og et 66 kWh batteri. Den officielle rækkevidde er opgivet til 455 km. Men testbilen, BRABUS-udgaven, er noget helt andet. Den har firehjulstræk, 428 hk og en acceleration fra 0-100 km/t på blot 3,8 sekunder – den hurtigste Smart nogensinde! Samme batterikapacitet på 66 kWh betyder dog, at rækkevidden lider og opgivet til 415 km, men i praksis endnu lavere. Den bruger dog Dual motor frem for en Single Motor.  Smart #3 deler teknik og platform med Volvo EX30, Zeekr X og Lynk & Co 02. Den føles dog mere rummelig end både EX30 og Zeekr X, særligt i kabinen.

Designet er flot og moderne, og det skyldes blandt andet, at det er samme designer, som står bag de nyeste elbiler fra Mercedes. Det ses tydeligt, især med et strejf af EQB i linjerne. I BRABUS-udgaven med rød lak og sort tag ser bilen både sportslig og skarp ud. De store røde bremsekalibre bag fælgene signalerer, at det her er en seriøs performancebil.

Kabinen er dog en blandet fornøjelse. Sæderne er komfortable og godt polstrede, og man sidder lavt og sportsligt – hvilket understreger bilens karakter. Men der er også meget hård plast, og finishen lever ikke helt op til de europæiske konkurrenter. Det skyldes delvist, at bilen produceres i Kina, hvor de gamle Smart-modeller blev bygget i Tyskland.

Et stort plus er rattet som muligvis er det lækreste rat, jeg har haft i hænderne. Beklædt med alcantara og med en virkelig god fornemmelse i hænderne. Infotainmentsystemet består af en 12,8” touchskærm, men systemet er ikke særlig intuitivt. F.eks. skal både spejlindstilling og temperaturregulering klares via skærmen, da fysiske knapper helt er fravalgt. En sjov detalje er, at der er køling under armlænet , og det er perfekt til at holde vandflasken kold. På trods af platformfællesskabet med EX30 og Zeekr X, føles #3 større i kabinen. Dog er bagsædepladsen stadig begrænset , hvor voksne vil mangle både hoved- og benplads. Bagagerummet rummer 370 liter, hvilket gør det svært at få plads til en barnevogn eller andet stort. I praksis er #3 mest en bil for dem, der sjældent kører med passagerer – en egoistbil, om man vil.

en ægte Drivers Car

Når man kører i #3, glemmer man hurtigt bilens svagheder. Den er ganske enkelt sjov. Med 0-100 km/t på 3,7 sekunder leverer BRABUS-versionen en acceleration, som for få år siden var forbeholdt de allerhurtigste Superbiler. Bilen har flere køreindstillinger, hvor BRABUS er den vildeste. Faktisk vild, at det næsten bliver for meget. I Sports-indstillingen er den dog stadig lynhurtig og mere kontrollerbar. Komforten er til den hårde side, som man kan forvente af en sportslig elbil. Det er ikke decideret ubehageligt, men heller ikke blødt og afslappet. Efter flere timers kørsel på svenske landeveje måtte jeg kravle ud af bilen med ømme rygmuskler. Den mere civile udgave af #3 er dog betydeligt mere komfortabel. Største ulempe? Rækkevidden. På første dag nåede jeg kun 250 km ved blandet kørsel. Bedste resultat var omkring 300 km. Det er ret lavt for en elbil anno 2025. Det skyldes blandt andet det relativt lille batteri og bilens høje effekt. Heldigvis kan den lade med op til 160 kW, hvilket jeg også oplevede på hurtigladere.

Støjniveauet ved motorvejskørsel var acceptabelt selv over 120 km/t. Bilen var udstyret med et Beats by Dre-lydsystem med 13 højttalere. Lydkvaliteten var god, men ikke i klasse med eksempelvis BMW eller Polestar. Hvor #3 virkelig brillierer, er på snoede landeveje. Her føles den solidt plantet og meget underholdende og er en af de få elbiler, man virkelig kan kalde en Drivers Car. Den minder lidt om de bedste elektriske BMW’er i køreegenskaber. Ulempen er dog, at det sjove koster strøm, og efter bare et par timers aktiv kørsel skal man igen finde en ladestander. Det blev et problem for mig, da jeg kørte på en ø uden for Stockholm. Med kun 20 % strøm tilbage og ingen lademuligheder på øen, måtte jeg langsomt trille tilbage mod færgen. Jeg nåede fastlandet med 4 % tilbage og fik ladet op ved et ICA-supermarked. #3 er bestemt ikke skabt til langfart gennem Europa.

Ser man bort fra rækkevidden – for det koster at have det sjovt – var jeg særdeles imponeret over bilen. Det er næsten ærgerligt, at vi ikke får de nye Smart-modeller til Danmark. Skulle de komme hertil, vil priserne formentlig placere dem i den øvre ende af segmentet. I Sverige starter testbilen fra 584.000 SEK, og i Danmark vil BRABUS-versionen formentlig koste omkring 450.000 kr., mens udgaven med 272 hk ville lande omkring 400.000 kr.

Det er væsentligt mere end en Volvo EX30, men Smart’en leverer også en markant mere underholdende køreoplevelse, og de to biler henvender sig til vidt forskellige målgrupper.

Spørgsmålet er dog, om det kan betale sig at vælge BRABUS-udgaven. Mit svar er nej, medmindre man prioriterer maksimal ydeevne. For langt de fleste vil versionen med 272 hk være mere end tilstrækkelig. Den byder på bedre rækkevidde, højere komfort og en stadig livlig og engagerende køreoplevelse.

Godt nok er BRABUS-modellen skarp og underholdende på de snoede veje – og det skal den have ros for – men 272-hk-udgaven fremstår som det mest velafbalancerede valg.

Igen, vi håber at øvrige dansker kan opleve dette mærke meget snart!

 

Skrevet af: Christian Koed den 16.05.2025

Hurtige genveje

Bilhandel.dk

Cookieindstillinger

Brug for hjælp?

Bilhandel