VW ID. POLO

Folkekærlig bil bliver elektrisk! Det her er den nye VW POLO!

Volkswagen ændrer nu kurs og bringer et af sine mest ikoniske modelnavne ind i elbilernes æra. Den nye ID. Polo bliver syvende generation af Polo, men for første gang som fuldelektrisk model.

Farvel til ID.-navne – Polo er tilbage

Volkswagen går væk fra de klassiske ID.-betegnelser og genintroducerer historiske modelnavne. Det betyder, at modellen, der tidligere var kendt som ID.2, nu bliver til ID. Polo.  Det er et strategisk valg, hvor Volkswagen vil udnytte styrken i velkendte navne, hvor ikke mindst Polo, som har solgt over 20 millioner eksemplarer globalt. Snart lander der også en ID. Cross og så ID. GOLF. ID. Polo bygges på den nye MEB+-platform, som er en videreudvikling af Volkswagens elbilarkitektur, som den deler med den nye CUPRA RAVAL og kommende AUDI Q2 e-tron.  Den elektriske Polo vokser en smule i forhold til den nuværende model med en længde: ca. 4,05 meter og højde ca. på 1,53 meter. Ikke overraskende er der efterhånden mere kabineplads end i en VW GOLF. Selvom den stadig er en kompakt hatchback, giver den nye platform bedre kabineplads og et bagagerum på omkring 435 liter.

Op til 450 km rækkevidde og GTi-variant på vej

Volkswagen tilbyder ID. Polo med to batteristørrelser på enten 37 kWh (LFP) eller 52 kWh (NMC) Den største batteripakke giver en rækkevidde på op til 450 km (WLTP), mens hurtigopladning fra 10-80% kan klares på under 25 minutter. Omkring ydelsen fås den med 116 hk, 135 hk eller 211 hk. Dog udfordre VW franske Alpine A290 med deres ID. POLO GTi, som vil yde 226 hk.  Tophastigheden er begrænset til omkring 160 km/t, og alle versioner har forhjulstræk. Den kan lade med det lille batteri op til 90 KW og op til 205 KW for udgaverne med det større batteri.

 

80' er vibes i kabinen! 

Kabinen i ID. Polo markerer et klart opgør med den løsning, Volkswagen tidligere har fået kritik for. De touch-baserede sliders og haptiske felter, som mange oplevede som frustrerende i blandt andet ID.3, er helt væk. I stedet er der kommet rigtige fysiske betjeningsknapper – herunder en klassisk drejeknap til lydstyrke og et mere traditionelt setup til elruderne. Rattet er også redesignet med fokus på funktion frem for gimmicks. Her får man igen fysiske knapper samlet i grupper til både fartpilot og infotainment, hvilket gør betjeningen langt mere intuitiv under kørsel. Bag rattet sidder en 10,25" digital instrumentering, som nu er monteret direkte på instrumentbordet i stedet for på ratstammen. Systemet byder på opdateret software og en særlig retro-funktion, hvor displayet kan skifte til grafik inspireret af 80’ernes Golf-modeller. Midt i kabinen finder man en stor 13" infotainmentskærm, men også her har Volkswagen ændret tilgang. De tidligere touch-sliders til temperatur og lyd er erstattet af fysiske knapper under skærmen til klimaanlæg og havariblink. Samtidig håndteres lydstyrke via en drejeknap, der også kan bruges til at skifte musik eller radiostation. Materialevalget er også løftet. Kabinen fremstår mere indbydende med bløde, genanvendte tekstiler i stedet for hård plast på instrumentbord, døre og midterkonsol.

ID. Polo forventes lanceret i Danmark i anden halvdel af 2026.

ID. Polo kan allerede nu bestilles i Danmark i to veludstyrede Launch Edition-varianter. Indstigningsmodellen er ID. Polo Life Launch Edition med 211 hk og et 52 kWh-batteri til 234.995 kr., mens topversionen ID. Polo Style Launch Edition med samme drivlinje starter fra 269.995 kr. Volkswagen giver samtidig mulighed for at opleve modellen fysisk før den officielle lancering. ID. Polo kan ses i Vejle i Bryggen Shoppingcenter fra den 30. april til 4. maj, hvorefter den vises i København i Field’s fra den 7. til 11. maj.

Danske priser 

Trend (116 hk, 37 kWh batteri, 90 kW DC opladning): 189.995 kr.

Life (135 hk, 37 kWh batteri, 90 kW DC opladning): 204.995 kr.

Style (135 bk, 37 kWh batteri, 90 kW DC opladning): 224.995 kr.

Life (211 hk, 52 kWh-batteri, 105 kW DC opladning): 229.995 kr.

Style (211 hk, 52 kWh-batteri, 105 kW DC opladning): 249.995 kr.

Skrevet af: Christian Koed den 29.04.2026