VW ID. Tiguan

VW Vinker farvel til ID.4 og ID.5 og hej til den nye ID. Tiguan!
Volkswagen sender en af sine mest populære modeller ind i den elektriske tidsalder med deres Tiguan og samtidig vinker vi farvel til ID.4 og ID.5
Satser på op til 600 km rækkevidde
Den nye Volkswagen ID. Tiguan er officielt blevet præsenteret og skal efter planen lanceres i begyndelsen af 2027. Modellen bliver en elektrisk afløser for ID.4 og ID.5, som tilsammen er produceret i mere end 950.000 eksemplarer.
Dermed samler Volkswagen to af sine vigtigste SUV-navne i en ny elektrisk model. Samtidig skal den nye ID. Tiguan byde på et mere eksklusivt interiør, bedre betjeningsmuligheder i forhold til den gamle ID.4.
ID Tiguan skal produceres i Emden i Tyskland, mens den almindelige Tiguan med benzin-, diesel- og hybridmotorer fortsætter sideløbende.
Volkswagen ID. Tiguan kommer i tre forskellige drivlinjevarianter. Der bliver både en indstigningsmodel med baghjulstræk og en kraftigere udgave med firehjulstræk.
Indstigningsmodellen får en elmotor med 190 hk og et batteri på 58 kWh. Næste trin bliver en baghjulstrukket udgave med 286 hk og et større batteri på 77 kWh.
Den længste rækkevidde bliver op til 600 kilometer efter WLTP-normen. Volkswagen har endnu ikke offentliggjort den præcise rækkevidde for hver enkelt variant i den samlede modelrække. Topmodellen får firehjulstræk med Volkswagens 4MOTION-system. Her leverer drivlinjen 299 hk, mens batteriet fortsat har en kapacitet på 77 kWh. Den maksimale ladeeffekt er 105 kW med det lille batteri og 165 kW med det store. Det betyder, at opladningen fra 10 til 80 procent tager cirka 26 minutter med 58 kWh-batteriet og cirka 29 minutter med 77 kWh-batteriet.
Vi forventer at VW vil introducere en ny GTX-version med langt over 300 hestekræfter senere. Med batteriet på 58 kWh må bilen trække op til 1.800 kg. Vælger man en af versionerne med det større batteri på 77 kWh, stiger den maksimale trækvægt til 2.000 kg.

Helt nyt interiør med tre skærme
Kabinen er et af de steder, hvor Volkswagen lover de største forbedringer. ID. Tiguan får et helt nyt instrumentbord med fokus på materialekvalitet, overskuelig betjening og en mere eksklusiv atmosfære end vi husker den game ID.4 for.
Føreren får et digitalt instrumentdisplay på 10" , mens den centrale infotainmentskærm måler 15" . En af de større nyheder er en separat skærm på 12" til forsædepassageren. Det er første gang, Volkswagen tilbyder denne type passagerskærm i en europæisk model. Passageren kan bruge skærmen til blandt andet underholdning, information og spil. En særlig privatlivsfunktion betyder, at skærmen ikke er synlig for føreren, og lyden kan sendes til trådløse Bluetooth-hovedtelefoner.
Volkswagen vender også tilbage til flere fysiske knapper. Klimaanlæggets grundlæggende funktioner betjenes via knapper i midterkonsollen, og rattet får fysiske betjeningsknapper frem for touchfelter. Lydstyrken og skift af musik eller radiostation kan ligeledes styres med en fysisk betjening.
Volkswagen har også fundet plads til lidt nostalgi i den nye elektriske SUV. Føreren kan aktivere et særligt retrodisplay, som henter inspiration fra instrumenterne i den fjerde generation af Volkswagen Golf. Her vises de klassiske blå og røde instrumenter med et traditionelt speedometer og en effektmåler, der illustrerer energiflowet i den elektriske drivlinje. Samme teknik vi kender fra den nye ID. POLO.
Også infotainmentskærmen får en retrofunktion. Her kan føreren vælge mellem seks historiske Volkswagen-modeller, der vises i en virtuel garage. Udvalget tæller blandt andet Golf I, Golf IV, den første Tiguan og den ikoniske Beetle.
Den nye ID. Tiguan skal ikke kun være praktisk, men også komfortabel på de lange ture. Volkswagen tilbyder blandt andet elektrisk justerbare forsæder med massage, hukommelsesfunktion og ventilation. Et panoramaglastag og et lydsystem fra Harman Kardon med 480 watt bliver ligeledes tilgængeligt som ekstraudstyr.
Bilen får desuden trådløs mobilopladning efter Qi2-standarden. Her sørger integrerede magneter for at holde kompatible telefoner på plads under opladningen.
En digital bilnøgle gør det muligt at låse bilen op, låse den igen og starte den med en kompatibel smartphone. Nøglen kan også deles digitalt med eksempelvis familiemedlemmer.
Bagagerummet rummer op til 534 liter, og under motorhjelmen er der desuden et ekstra opbevaringsrum på 32 liter. Det såkaldte frunk kan eksempelvis bruges til mindre tasker eller ladekabler.
Volkswagen har endnu ikke oplyst alle detaljer om bilens dimensioner eller den præcise vægt for de enkelte varianter.
Priser fra 299.995 kr.
Volkswagen oplyser, at forsalg af ID. Tiguan begynder den 13. oktober 2026 og klar hos de danske forhandler fra Januar 2027. De danske priser starter fra lige under 300.000 kr. ID. Tiguan bliver også den første elbil fra VW i en R-line udstyrsvariant.
Priser på ID. Tiguan (2027 afgift)
Tiguan Trend 190 hk/58 kWh-batteri: 299.995 kr.
Tiguan Life 190 hk/58 kWh-batteri: 329.995 kr.
Tiguan Life 286 hk/77 kWh-batteri: 354.995 kr.
Tiguan Style 286 hk/77 kWh-batteri: 389.995 k.
Tiguan Style 299 hk/77 kWh-batteri 4MOTION: 419.995 kr.
Tiguan R-Line 286 hk/77 kWh-batteri: 419.995 kr.*

Skrevet af: Christian Koed den 09.10.2026