Skrotpræmie: Når bilen skal skrottes

Det er dyrt at have bil, især når den kommer op i årene. På et tidspunkt kan det bedste betale sig at skrotte den frem for at sælge den videre.

At sende sin bil til skrotning kan være meget vemodigt.

Man knytter sig til sin bil gennem tiden, fordi man bruger mange timer i den og har mange minder knyttet til den, man bruger mange penge på den, og for mange er bilen en identitetsmarkør.

Men nogle gange er tiden bare inde. Bilen kan være blevet meget dyr i drift, fordi værkstedsregningerne bare vokser fra syn til syn. Og måske kan det ikke længere svare sig for dig at sælge bilen videre.

Når du beslutter dig for at sende bilen til skrot og få en skrotpræmie for den i stedet for at sælge den videre, så skal du tænke over, hvor stort et værditab der allerede har været på bilen, og hvor meget mere den kan tabe i værdi fremover.

Hvis du ikke regner med at kunne få særlig meget for din bil fra hverken en privat eller en professionel forhandler, og hvis reparationerne efterhånden er ved at overstige bilens egentlige værdi, så kan det bedst betale sig for dig at sende bilen til skrotning.

Det kan være at rusten langsomt er ved at æde bilen, at det mere er undtagelsen end reglen, at bilmotoren starter, eller at du skal begynde at bremse i uforholdsmæssigt god tid for at få den ønskede effekt.

Aldrig helt uden værdi

Uanset om du har en bil, du mere vil beskrive som værende et vrag snarere end en egentlig bil, og som du måske ikke tænker ikke er en krone værd, så er det ikke tilfældet.

Selvom bilen er helt vildt slidt og nærmest ikke kan starte, så vil du altid få en skrotpræmie for bilen.

En skrotpræmie - eller en skrotningsgodtgørelse, som den også kaldes - er en ordning, som gælder for almindelige, små biler. Det er en udbetaling, du får, når du afleverer din udtjente bil til ophugning hos en af landets miljøgodkendte og registrerede autoophuggere.

Skrotpræmien er på 2200 kroner, og den er skattefri. Du får den samme skrotpræmie uanset bilmærke og stand. Ligegyldigt om du afleverer en Chevrolet Spark - Danmarks billigste bil - eller en BMW, så vil skrotpræmien altid være på 2200 kroner.

Belønningen til dig for at aflevere din bil hos en miljøgodkendt autoophugger er steget. Før lå den på 1500.

Stigningen er sket i et forsøg på at komme de mange ulovlige skrotninger til livs. Tal viste tilbage i 2016, at op mod hver fjerde bil ulovligt blev skrottet og uden miljømæssige kontrol.

Som regel var det ikke bilejernes skyld. De kendte måske bare ikke reglerne tilstrækkeligt.

Derimod findes der nogle brodne kar i autobranchen, der påstår, at de behandler bilerne miljømæssigt korrekt, selvom det ikke er tilfældet.

Når en bil skal ophugges korrekt, skal batteriet stilles ud i en særlig batterikasse beregnet til formålet. Beholderen med væske til servostyring, sprinklervæske og bremsevæske skal ud, og motorolie skal tappes ud gennem et filter.

Olie og benzin kan nemlig være rigtig farligt for miljøet, hvis det ikke skrottes korrekt.

Men der er mange uautoriserede autoophuggere, der ser stort på reglerne. De tjener nemlig ikke noget ekstra på at følge reglerne, og derfor bliver bilerne i stedet ophugget uden hensyntagen til, hvor bly og gammel olie ender henne i naturen. Desuden kan der være sprængstoffer i airbags og giftstoffer i batterier, der kan være skadelige for miljøet.

Nogle biler bliver eksporteret direkte til udlandet, mens andre bare bliver efterladt i vejkanter.

Når du skal skrotte din bil, er det derfor vigtigt, at du vælger en autoriseret og godkendt autoophugger. Du kan finde en liste på borger.dk.

På den måde sikrer du dig, at du får de 2200 kroner, og at skrotningen desuden foregår med så stor hensyntagen til miljøet som muligt.

Det er dit ansvar som borger at sørge for, at din bil bliver skrottet på en miljømæssig forsvarlig måde.

Sælges videre til ulande

Det er ikke sjældent, at man ser eksempler på autoophuggere, der sælger sikkerhedsmæssigt uforsvarlige og skrottede biler videre til fattige lande.

Biler, hvor motoren hoster og døren hænger, eller hvor bunden er så rusten, at foden næsten ryger gennem, når du træder på bremsen, ses aldrig herhjemme grundet de skrappe krav og regler.

Men der er til gengæld et marked for dem i Afrika og Østeuropa (uden for EU), og det ses der eksempler på, at de danske ophuggere udnytter.

Selv om de danske biler er blevet solgt til skrot, og det egentlig er meningen, at de skal tømmes forsvarligt for alle skadelige væsker og ende som små firkanter, så er der altså nogen, der bliver eksporteret via Hamborg til ulandene, hvor de enten bliver skilt ad og solgt videre, eller også fortsætter de med at blive kørt i.

Gevinsten for virksomhederne er, at de både indkasserer skrotningspræmie og en fortjeneste ved salget, men deres aktiviteter er ulovlige, og der er flere ophuggere, der bliver meldt til politiet.

Ophugningsvirksomhederne har nemlig pligt til at skrotte de biler, som de modtager skrotningspræmier for.

Sælg til forhandler

Hvis du alligevel skal købe en ny bil, så kan du overveje at lade din skrotbil indgå som en del af forhandlingsprisen.

Der er størst chance for, at du vil få den største, økonomiske gevinst ved at lade den gamle bil indgå i en handel med en ny.

Hvis du køber en meget brugt bil igen, er der sandsynlighed for, at skrotpræmien overstiger det nedslag i prisen, som du vil blive tilbudt af bilforhandleren, så det skal du have med i dine overvejelser.

En hurtig Google-søgning viser, at nogle brugtvognsforhandlere gerne vil give op til 15.000 kroner for din gamle og nedslidte bil, hvis du køber en ny samme sted.

Derfor gælder det om at bruge din gamle spade som et forhandlingsmiddel, hvis du har brændt dig varm på en helt særlig bil.

Hos nogle bilforhandlere kan du være sikret et beløb på 5000 kroner, ligegyldigt hvor dårlig stand din bil er i. Hvis du skal opnå det store beløb på 15.000 kroner, så bliver der for det meste også sat nogle krav til bilens stand, for eksempel at den selv skal kunne køre hen til bilforhandleren.

Måske synes du, det lyder for godt til at være sandt, at en bilforhandler vil give 15.000 kroner for din bil, der mest af alt minder om en bunke rusten metal frem for en egentlig bil. Men det skyldes egentlig bare høj konkurrence på området. Bilforhandleren vil gøre meget for at sikre et salg af en ny bil.

Det kommer heldigvis bare dig til gode. Husk altid på forhånd at få forhandlet prisen på din nye bil så langt ned, du kan, inden du hiver din gamle bil ind i forhandlingen. På den måde opnår du mest rabat og får mest ud af tilbuddet.

Hvad skal du selv gøre?

Der er en række ting, du skal have styr på, når din bil skal skrottes. Du skal for eksempel selv medbringe bilens registreringsattest og aflevere den til autoophuggeren. Hvis du allerede selv har afmeldt og afleveret nummerpladerne, skal du medbringe dokumentation for, at dette er sket.

Det er en god idé selv at få afmeldt nummerpladerne, inden du afleverer bilen til skrotning. Mange ophuggere tager nemlig et gebyr for at gøre det for dig, så det kan være en god måde at spare penge på.

Når du afleverer bilen, skal autoophuggeren udstede en attest på bilskrotning. Attesten underskrives af både autoophuggeren og dig. Hvis ikke det er dit navn, der står på registreringsattesten, skal du på anden måde bevise, at det rent faktisk er dig, der ejer bilen. Det kan være i form af en slutseddel eller anden form for kontrakt.

Som sagt kan du se frem til en skrotpræmie på 2200 kroner, hvis du har en privatbil. Det vil sige en bil, der vejer under 3500 kilo, og som kan fragte maksimum 9 personer. Hvis du har en bil, der ikke lever op til ovenstående beskrivelse, så kan du ikke modtage skrotpræmien.

Måske er du heldig. Hvis autoophuggeren står og mangler en helt specifik del, ellers hvis han får fingrene i en ganske fin motor, men hvor karosseriet bare er rustent, så kan du være heldig, at han tilbyder mere for bilen end bare den almindelige skrotpræmie.

Hvis du har på fornemmelsen, at din bil godt kunne være lidt mere end de 2200 værd, så kan det derfor være en god idé at undersøge lidt på forhånd, om de godkendte autoophuggere skulle byde hinanden over.

Hvis du står i et tilfælde, hvor bilen slet ikke kan starte, så er der nogle ophuggere, der tilbyder at komme og hente bilen for dig uden ekstra beregning.

Undersøg de forskellige steder, og forhør dig om, hvad de vil tilbyde, inden du slår til og vælger den første og den bedste. Det kan du potentielt tjene penge på.

Hent BilHandel app

Hent gratis app og du har din første annonce på få minutter.

App Store
Google Play