Når jeg tænker på Scenic, går mine minder helt tilbage til de glade dage i slutningen af 90'erne, hvor Renault introducerede, hvad der nok var den allerførste model i klassen. En lille, men kompakt MPV. Modellen blev en stor succes i Europa, hvor i de seneste år er salget af denne biltype styrtdykket til fordel for de mere moderne crossovers. Derfor er den nye Renault Scenic E-Tech blevet genfødt som en crossover, klar til at konkurrere med populære modeller som Volkswagen ID.4, Ford Explorer og Hyundai Ioniq 5. Hvordan klarer Renault sig i denne udfordrende klasse?
Renault Scenic E-Tech er bygget på samme platform som den mindre Megane E-Tech, som vi testede tidligere på året. Ligesom Megane kommer Scenic med to batteristørrelser: et 60 kWh-batteri med 170 hk og et større 87 kWh-batteri, som yder op til 220 hk. Det er sidstnævnte version, vi testede, som har en opgivet rækkevidde på over 600 km.
Prisen er aggressivt sat i Danmark, hvor den lige nu kører på en kampagnepris fra 289.990 kr. for versionen med 60 kWh-batteriet (normalpris 314.990 kr.), mens udgaven med 87 kWh-batteriet starter ved 329.990 kr. (kampagnepris 364.990 kr.). Med disse priser placerer Renault Scenic sig i den skarpere ende af feltet.
Model | Batteri | Ydelse | Rækkevidde | Pris (kampagne) | Pris (normal) |
---|---|---|---|---|---|
Renault Scenic E-Tech 60 kWh | 60 kWh | 170 hk | Op til 420 km | 289.990 kr. | 314.990 kr. |
Renault Scenic E-Tech 87 kWh | 87 kWh | 220 hk | Op til 600 km | 329.990 kr. | 364.990 kr. |
Udefra imponerer Scenic med et stilfuldt og moderne design. Vores testbil var malet i en skarp rød farve, som i min optik klæder bilen utroligt godt. Især bagfra fanger designet min interesse med skarpe linjer og flotte LED-baglygter. Scenic skiller sig positivt ud i en klasse, hvor mange modeller kan fremstå anonyme.
Renault Scenic E-Tech er uden tvivl den bedst kørende Scenic til dato. En stor del af forbedringen skyldes naturligvis overgangen til eldrift. Bilen er stille, komfortabel og velisoleret fra vind- og vejstøj. Selv på længere ture er Scenic behagelig at køre i, hvilket gør den til en ideel familiebil. Den opgivne rækkevidde på 600 km var dog ikke realistisk i min test. Ved blandet kørsel ramte jeg omkring 420 km på en opladning, mens motorvejskørsel og lavere temperaturer realistisk set ville placere rækkevidden omkring 380 km. Alligevel er dette acceptabelt og på niveau med mange konkurrenter i klassen.
Scenic overraskede mig også ved at være overraskende sjov at køre. Selvom 220 hk ikke lyder af meget i en verden af kraftfulde elbiler, savnede jeg ikke mere. For dem, der vælger versionen med 60 kWh-batteriet og 170 hk, kan det dog tænkes, at effekten vil føles en smule begrænset i en bil af denne størrelse.
Inde i kabinen imponerer Renault Scenic E-Tech forsat med kvalitetsmaterialer og et gennemtænkt design. Renault viser her, at man sagtens kan bygge en kabine med bløde materialer og et intuitivt layout. Midtpunktet er den 12" store, Google-baserede touchskærm, som vi før har rost i Megane E-Tech. Systemet er let at bruge, har indbygget Google Maps og tilbyder realistiske rækkeviddeberegninger under kørsel.
For familien er Scenic også gennemtænkt. De bagerste passagerer har god plads, og selv voksne kan sidde komfortabelt på længere ture. En sjov detalje er den innovative mobilholder, som foldes frem fra midterarmlænet og giver bagsædepassagerer mulighed for at se videoer på deres telefoner under kørsel. Idéen er smart, selvom den muligvis er mere praktisk i teorien end i praksis. Bagagerummet er rummeligt med en kapacitet på 545 liter, hvilket er mere end rigeligt til dagligdagens behov og familieture.
Den nye Renault Scenic E-Tech er et stærkt comeback til en model, der engang definerede den kompakte MPV-klasse. Ved at genopfinde sig selv som crossover formår Scenic at være både moderne, komfortabel og familievenlig. Med klassens bedste infotainmentsystem, et stilfuldt design og en konkurrencedygtig pris er Scenic E-Tech et seriøst bud på en familiebil i elbilernes tidsalder.
Dog er den reelle rækkevidde lidt kortere end opgivet, og modellen med 60 kWh-batteriet kan føles en smule underdimensioneret. Men samlet set står Renault Scenic E-Tech som en af de mest attraktive modeller i sin klasse og beviser, at Renault stadig har, hvad der skal til for at imponere i det moderne bilmarked. Og så ser den bare godt ud, især i rød!
Forfatter
Christian Koed
Motorjournalist med en stor passion for biler i alle afskygninger
Mit arbejde spænder fra at anmelde de nyeste bilmodeller til at dykke ned i historier
og unikke fortællinger, der fortæller deres egen historie. Jeg elsker at teste nye biler
og dele mine erfaringer med fokus på for formidle min viden videre med artikler eller
video.
Brug for hjælp?