VOLVO XC60 2027

Ny Volvo XC60 får 200 km elektrisk rækkevidde - Næsten som en ren elbil?

Volvo giver endnu en gang den populære XC60 en omfattende opdatering. Selvom modellen efterhånden har nogle år på bagen, får den svenske SUV nu en teknisk opgradering, der især gør plug-in-hybrid-versionerne markant mere interessante. Desværre forventes modellen ikke længere i Danmark mere.

Større batteri som kan lade op til 11 KW. 

Den største nyhed er batteriet. Den nye Volvo XC60 T6 og T8 Long Range får et batteri på hele 41,2 kWh, hvoraf 37,9 kWh er tilgængeligt. Det giver en elektrisk rækkevidde på op til omkring 200 kilometer. Det er en rækkevidde, som man normalt forbinder med en mindre elbil og ikke en stor SUV med benzinmotor. Vi testede sidste år søsterbilen Lynk & CO 08 Hybrid med samme teknik - læs mere her 

På den tidligere XC60 plug-in-hybrid var batteriet langt mindre. Nu er batteriet vokset markant, og Volvo har flyttet det ned i bilens bund.

Det giver ikke alene mere batterikapacitet, men betyder også, at XC60 fortsat har et brugbart bagagerum. Samtidig er kardantunnelen blevet mindre dominerende på bagsædet.

Det store batteri betyder dog også, at bilen er blevet omkring 120 kilo tungere.

Til gengæld kan Volvo nu tilbyde en plug-in-hybrid, der i langt højere grad kan køre som en almindelig elbil i hverdagen.

Den officielle elektriske rækkevidde ligger på op til cirka 200 kilometer, afhængigt af versionen. Det gør den klasseledende sammen med den førnævnte Lynk o& CO 08. 

Det betyder i praksis, at mange pendlere vil kunne klare størstedelen af den daglige kørsel uden at starte benzinmotoren.

Det er netop her, den nye XC60 bliver interessant. På længere ture har man stadig benzinmotoren som sikkerhedsnet, mens den elektriske rækkevidde i hverdagen er blevet så stor, at behovet for benzinmotoren kan være begrænset.

Volvo oplyser en samlet rækkevidde på omkring 1.240 kilometer for T6 og 1.230 kilometer for T8, afhængigt af version og specifikation.

XC60 Long Range tilbydes som T6 og T8, og begge modeller har firehjulstræk.

T6 kombinerer en 2,0-liters benzinmotor med en elmotor. Benzinmotoren yder 180 hk, mens elmotoren på bagakslen yder omkring 177 hk.

T8 er den kraftigere version. Her yder benzinmotoren 250 hk, mens elmotoren bidrager med yderligere kræfter.

T8 kan accelerere fra 0 til 100 km/t på omkring 4,8 sekunder, mens T6 klarer disciplinen på cirka 5,7 sekunder.

Topfarten er fortsat elektronisk begrænset til 180 km/t.

Det større batteri har også betydet, at Volvo har opgraderet ladeteknikken.

XC60 kan nu lade med op til 11 kW AC, hvor den tidligere model var begrænset til omkring 6,4 kW.

En fuld opladning tager omkring fire timer med en passende ladeboks.

Der er dog stadig ingen DC-lynladning som i Lynk & CO 08.

Det kan umiddelbart virke overraskende med et batteri på næsten 42 kWh, men Volvo forklarer, at et CCS-system ville kræve mere plads og øge bilens pris.

Mere moderne udseende

Det er ikke kun teknikken som Volvo har ændret.

XC60 får en ny front med smallere forlygter, en mere minimalistisk udformning af grillen og nye kofangere. Også bagenden er blevet opdateret med nye detaljer omkring baglygter og bagklap.

Designet er stadig genkendeligt som XC60, men bilen får et mere moderne udtryk.

Der kommer samtidig nye 20- og 21" fælge samt nye farver.

Indvendigt får XC60 også en opdatering.

Den centrale skærm vokser til 11,2" og er placeret, så den nærmest ser ud til at svæve foran instrumentbordet.

Infotainmentsystemet bygger fortsat på Googles system, men får også integration med Google Gemini, som skal gøre stemmestyringen og den digitale assistent mere avanceret.

Der kommer desuden nye materialer og farvekombinationer, blandt andet ventileret Nappalæder i farven Kardemomme.

Volvo har samtidig udvidet sikkerhedsudstyret.

En af nyhederne er en funktion, der advarer, hvis man forsøger at åbne døren mod trafikken efter parkering. Systemet kan registrere eksempelvis en cyklist eller bil, der nærmer sig bagfra.

XC60 får også forbedret førerassistance og en opdateret 360-graders kameraoplevelse med 3D-visning, der skal gøre parkering lettere.

Desværre forventes denne model ikke længere for det Danske marked mere. 

Det er længe siden at VOLVO har haft en XC60 på det danske marked. Desværre sælger de nu kun rene elbiler herhjemme, hvor de satser på den elektriske EX60 i stedet. Vi ser det samme med den nye XC40, som kun kommer herhjemme som EX40. Altså kun som elbil. Dog bygges den opdaterede XC60 på Volvos fabrik i Torslanda ved Göteborg.

Skrevet af: Christian Koed den 16.09.2026