
Det er faktisk mere end tre år siden, jeg første gang sad bag rattet i Zeekr 001. Dengang var jeg ellevild med bilen, og jeg husker den som en af de mest komplette elbiler, jeg nogensinde havde kørt. Køreegenskaberne og komforten var mildest talt fremragende, og begejstringen var stor dengang. Hvordan er 001 så tre år senere ? Jeg har kørt i en uge i den.
Jeg vil starte med at skrive, at designet stadig ser bragende godt ud. Ja, teknisk set er Zeekr 001 en forældet elbil – og “forældet” er et ord, jeg kommer til at bruge flere gange i denne anmeldelse, fordi man ikke kan komme udenom det. Men designet er bestemt ikke forældet. Bilen bærer tydeligt det skandinaviske designsprog, vi kender fra Göteborg. Selvom Zeekr er kinesisk, er 001 et produkt af Geely og faktisk designet i Sverige. Den deler platform med Polestar 4, som jeg tidligere har testet, og det kan både ses og mærkes i bilens proportioner. Zeekr 001 er en stor bil, men samtidig relativt kompakt i sin klasse. Formen kan bedst beskrives som en shooting brake. Bilen er dog meget bred, og det opdager du hurtigt i praksis. Især ved parkering kan bredden give udfordringer. Det er ikke længden, der er det største problem, men snarere bredden kombineret med de store døre, som kræver god plads for at åbne. Efter et par dage vænner man sig dog til bilens dimensioner og lærer, hvordan den skal placeres mellem andre biler. En mindre detalje, men værd at nævne.
Zeekr 001 er udstyret med et 100 kWh batteri og har en opgivet WLTP-rækkevidde på omkring 620 km.Testbilen var topmodellen med 544 hk, og det mærkes. 0-100 km/t klares på cirka 3,8 sekunder, hvilket efterhånden er standard for mange kinesiske elbiler. Alligevel føles det stadig voldsomt - især for dem, der ikke er vant til biler med så mange kræfter. Det positive er, at bilen er let og tryg at køre. Den føles ikke aggressiv eller nervøs, selv når man udnytter kræfterne. Dog skal man huske, at Zeekr 001 er topmodellen hos Zeekr og det afspejles også i prisen. Den starter fra 454.900 kr. og testbilen stod til 584.900 kr. Det er en del mere end den større og mere tekniske 7X og for ikke at glemme den kommende 7GT. Det er der du opdager at tiden har hentet 001 og den følges lidt forældet da den ikke lader så hurtigt som 7X. Op til 200 KW er den opgivet til og også det opnåede. I 001 forsvar er der faktisk kommet en ny og forbedret udgave i hjemlandet Kina der kan lade op til 360 KW. Den model har ZEEKR ikke i tankerne om at tage hjem til Europa.
| Variant | Pris (ca.) | Privatleasing | Effekt / hk | 0-100 km/t | Rækkevidde (WLTP) | Opladning DC |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Long Range RWD | 454.900 kr. | Fra ca. 4.495 kr./md. | 272 hk (200 kW) | Ca. 7,2 sek. | Op til 620 km | ~200 kW |
| Business Edition AWD | 489.900 kr. (kampagnetilbud) | Ikke vist | 544 hk | 3,8 sek. | Ca. 594 km | ~200 kW |
| Performance AWD | 519.900 kr. | Fra ca. 4.895 kr./md. | 544 hk | 3,8 sek. | Ca. 594 km | ~200 kW |
| Privilege AWD | 584.900 kr. | Fra ca. 5.895 kr./md. | 544 hk | 3,8 sek. | Ca. 580–585 km | ~200 kW |
| Sport Edition AWD | ~599.900 kr.* | – | 544 hk | 3,8 sek. | Op til 585 km | ~200 kW |


Når vi taler om det tekniske, er det desværre også her, Zeekr 001 halter eller forældet. Touchskærmen mærkes langsommere i forhold til både 7X og konkurrenterne. Det er svært at acceptere i en bil til denne pris. Skærmen reagerer langsommere, og jeg er generelt ikke fan af de mange undermenuer, især ikke når man kører. Head-up-displayet er også relativt småt, især hvis man kommer direkte fra 7X, hvor det fylder mere og er lettere at aflæse. Jeg oplevede desuden to gange, at både touchskærmen og instrumentdisplayet gik helt i sort. Intet hjalp – hverken genstart eller låsning af bilen – og jeg måtte køre uden at kunne se hastighed eller betjene systemet. Assistent-systemerne fungerer dog bedre end i 7X. Den adaptive fartpilot er mere smooth, mindre nervøs og holder bilen pænt mellem vognbanerne uden de siksak-bevægelser, jeg oplevede i 7X. Det gør langtur mere afslappende. Måske er det her at du mærker hvorfor den højre prisforskel. Okay, det skal også skrives at kvalitet i kabinen er utroligt lækker at se og mærke og følges lige så godt samlet, som de tyske konkurrenter fra Audi og deres A6 E-tron eller BMW i5. Lyden var fra Japanske Yamaha og lyden fra højtalerne ret gode. Pladsforholdene i 001 var også det jeg ville beskrive som gode. Masser af plads både foran og bagi, og det var tydeligt at 001 sigtet efter at være en elektrisk direktørvogn. Du kunne fx. skubbe det forreste passager sæde frem for mere benplads bagi eller skifte temperaturen og endda skifte musikken fra bagædet. Bagagerummet var også enormt og jeg kunne med lethed putte hele min mountainbike cykel ind bagi uden at tage begge hjul af cyklen. 001 måler 539 liter og op til 2.144 liter med bagsæderne nede.
Det er vildt hvor hurtig alt det tekniske sker hos de elektriske biler. Efter tre år, kan det godt mærkes at 001 følges som tidligere nævnt forældet i teknikken. Dog hvor 001 langt fra er forældet er den måde bilen kører på! Zeekr 001 imponerer virkelig på komforten. Luftundervognen gør et fremragende stykke arbejde, især på ujævnt underlag. Det oplevede vi også i 7X, men jeg synes faktisk, 001 gør det endnu bedre, hvilket også er forventeligt i denne prisklasse. Den kører meget som en luksusbil der koster det dobbelte. På motorvej er bilen støjsvag og yderst behagelig. Støjdæmpningen er bedre end i 7X. Den er også ret sportslig. Firehjulstrækket sørger for, at bilen ligger stabilt på vejen, og det er noget, jeg generelt har oplevet med Geely-produkter. De er velafbalancerede, stabile og giver et godt overskud i svingene. Zeekr 001 er ikke en decideret sportslig bil, men den føles plantet og sikker. Jeg har tidligere kørt den lille udgave med 272 hk og baghjulstræk, og selvom den ikke er nær så hurtig, var den uden tvivl den sjoveste af dem alle, hvis turen forgik på en ensom landvej en lund sommeraften. Det er samtidig en fornøjelse at køre i en bil med firehjulstræk, som testbilen er udstyret med – især i vinterperioden, hvor ekstra vejgreb gør en mærkbar forskel. Testbilen havde desuden massagefunktion i sæderne, og det er uden tvivl en af de bedre massager, jeg har oplevet i en bil, hvis man overhovedet kan sige det sådan. Overordnet set er 001 en virkelig behagelig bil at køre i ,både i hverdagen og på de lange motorvejsture. På en tur fra København til Herning på omkring 300 kilometer var det særligt interessant at se, hvordan den klarede sig på rækkevidden. I blandet kørsel opnåede jeg cirka 570 kilometers rækkevidde, mens motorvejskørsel med 120 km/t reducerede rækkevidden til omkring 450 kilometer. Det er pæne tal, som understreger, at 001 i den grad egner sig til de lange ture. Vi har tidligere kørt i søsterbilen Polestar 4 med samme ydelse, og det står hurtigt klart, at de to biler har hver deres karakter. Polestar 4 føles mere sportslig, mens 001 vinder på et højere komfortniveau. Forskellene er dog ikke store, og begge biler ligger tæt på hinanden samlet set.
Der er sket rigtig meget siden første gang, jeg kørte Zeekr 001. Markedet har rykket sig, og bilen føles ikke længere så eksklusiv, som den gjorde dengang. Det gælder i øvrigt mange elbiler, hvor udviklingen går ekstremt hurtigt, og teknologien bliver hurtigt overhalet. Der findes i dag en opdateret version af Zeekr 001 på det kinesiske marked, som vi desværre endnu ikke har set i Europa. Det gør det svært at vurdere bilen i 2026, hvor den stadig sælges til en høj pris. Sammenlignet med Zeekrs egne modeller – især 7X og den kommende 7 GT – bliver det svært at retfærdiggøre merprisen. For hvorfor betale markant mere, når man kan få en søstermodel, der på mange punkter kører næsten lige så godt og på det tekniske faktisk er foran? Hvis prisen på Zeekr 001 blev sat ned, ville den være langt mere interessant. For én ting er sikkert: Finish og materialekvalitet i kabinen er stadig i top, og bilen føles ekstremt velbygget. Den kører godt, er komfortabel og stadig en rigtig fin og lækker elbil.
Men… det er mange penge.

Brug for hjælp?